
Nederlag til FC København i Parken
23.11.2025 13:17
Det endte med et nederlag på 1-0, da vi søndag tabte til FC København i Parken.
Den første halve time var ellers en noget broget affære for begge mandskaber, dog med et lille blågult overtag, selvom hjemmeholdets keeper aldrig rigtig blev testet i løbet af første halvleg.
Særligt Noah Nartey blev flere gange spillet fri inde midt på banen, der gav optræk til et par gode muligheder, men der manglede lige den sidste kvalitet i de afgørende afleveringer.
FC København var dog utrolig tæt på at bringe sig foran efter 25 minutter, da Mads Emil Madsen sendte et drøn af et langskud afsted ude fra feltet, men her hev Patrick Pentz en klasseredning frem, og derfor kunne vi gå til pause i Parken med 0-0 efter de første 45 minutter.
Efter pausen skulle vi frem til 53. minut for at finde vores hidtil bedste mulighed i opgøret.
Noah Nartey blev spillet fri i venstre siden af feltet og sendte et skud lige forbi fjerneste stolpe, der gav et efterfølgende sug gennem tribunerne i Parken.
Kort efter hev Patrick Pentz endnu en flot redning op, da FC Københavns Suzuki trak ind i banen og sendte et hårdt skud afsted mod bagerste stolpe, som østrigeren måtte give hjørnespark på.
FCK-scoring på VAR-straffespark
Efter 70 minutter sendte hjemmeholdet et skud afsted mod mål, som akkurat ramte Frederik Alves' arm. Trods den ikke var langt ude fra kroppen, takserede kampens dommer, Jacob Karlsen, forseelsen til et straffespark efter en VAR-afgørelse, og her omsatte Jordan Larsson til en 1-0-føring i det 72. minut.
Så var det for alvor med ryggen mod muren i den resterende del af kampen. Der blev skiftet friske kræfter på banen mod slutningen, og her dumpede bolden ned for fødderne af en fri Benjamin Tahirovic bagerst i feltet, som desværre fik et dårligt træf på bolden.
Vi formåede ikke at komme tilbage i opgøret, og derfor endte det med et nederlag på 1-0 til FC København i Parken.



