
Mathias 'P': Drømt om det her siden jeg var 5 år
09.11.2025 22:40
Vi tilføjede søndag aften tre point til kontoen i 3F Superligaen, da vi sejrede med 2-0 hjemme på Brøndby Stadion mod FC Nordsjælland.
Med i start-11'eren var unge Mathias 'P' Jensen, der dermed fik sin første startplads på Brøndby Stadion, og det var en drøm, der gik i opfyldelse.
- Det var en speciel oplevelse. Det er det, jeg har drømt om, siden jeg var 5 år og selv var en lille dreng, der gik ind med spillerne. At jeg selv en dag kunne være en af spillerne, der gik ind med de små børn. Så det er en kæmpe drøm for mig at få lov til at få en startplads her på hjemmebane, fortæller Mathias 'P' Jensen.
- Vi havde selvfølgelig en kæmpe lyst til revanche efter vi røg ud af pokalen deroppe. Jeg synes egentlig, at vi griber kampen flot an. De starter måske lidt bedre og har nogle store chancer, men vi får arbejdet os tilbage og får lagt en god gameplan, som vi holder. Og så er det godt, at vi har noget kvalitet oppe foran, så vi kan sparke bolden ind og få en føring, så presset er på dem, fortæller midtbanetalentet.