Köhlert inden FCN: Skal fortsætte Superliga-form

07.11.2025 13:45

Mats Köhlert ser frem imod søndagens hjemmekamp på Brøndby Stadion, hvor forsvarsspilleren gerne vil fortsætte den gode pointhøst i 3F Superligaen.

- Det er klart, at nederlaget mod FC Nordsjælland i sidste uge stadig ligger i baghovedet på os, nu hvor vi skal møde dem igen indenfor så kort tid. Men nu gælder det et møde i Superligaen, og det ser vi frem imod - for vi skal ud og fortsætte den gode stime, vi er inde i i Superligaen lige nu og samtidig komme med et bedre udtryk mod dem end senest, fortæller Köhlert.

- Jeg føler, at man uge for uge kan se de små forbedringer, der er i vores spil, og jeg føler også, at vi spiller noget god fodbold, samtidig med vi har spillet gode kampe i Superligaen det sidste stykke tid, lyder det fra tyskeren, som fortæller om den nuværende placering i tabellen: 

- Det er virkelig tæt i toppen lige nu, og jeg synes, vi indtil videre har spillet os ind i en god position. Det er deroppe, vi gerne vil være, og derfor skal vi også ud og have alle tre point mod FC Nordsjælland på søndag.

Kampstart er kl. 20:00 søndag aften.