2660 x BIF - Unge fra Brøndby Strand lancerer ny streetwear-kollektion

06.11.2025 09:00

2660 x BIF-kollektionen er det nyeste resultat af det tætte samarbejde mellem Brøndby IF og NGO’en Turning Tables Danmark.

Sammen er der skabt en helt ny streetwear-kollektion, der er designet og udviklet af unge fra Brøndby Strand i samarbejde med Chris & Laurits fra Copenhagen Merchandise Group. 

Kollektionen består af to t-shirts, en hoodie og en cap, hvor designet og udtrykket udspringer direkte fra de unges egne oplevelser, kreativitet og musikalske stemmer. 

Mirza på 12 år, som er en af de unge designere på projektet, fortæller:

- Det har været fedt at kunne vise, hvad vi kan - og at Brøndby IF tror på os.

Citaterne på de to t-shirts stammer fra sangtekster, som de unge selv har skrevet og indspillet gennem Turning Tables’ kreative forløb i Brøndby Strand. Her har de fået mulighed for at udtrykke sig gennem musik og visuel kunst og nu altså også gennem design og streetwear.

Afspejler fællesskab og kreativitet
Kollektionen afspejler det stærke fællesskab og den kreativitet, der findes blandt de unge i området, og den bygger bro mellem Brøndby IF’s lokale engagement og Turning Tables’ arbejde med at give unge en stemme gennem kreative processer. 

Jesper Larsen, Head of Fan Recruitment i Brøndby IF, fortæller:

- Vi er stolte over at kunne præsentere et projekt, der forener fællesskab, kreativitet og lokalt engagement. Det her handler om mere end en tøjkollektion - det handler om at skabe muligheder, siger Jesper Larsen.

Overskuddet fra salget går ubeskåret til Turning Tables’ arbejde i Brøndby Strand, hvor organisationen fortsat udvikler projekter, der giver unge mulighed for at skabe kultur, fortælle og inspirere alle os andre.

Kollektionen kan købes i en begrænset periode online i Shoppen og i Familie Fanzonen på kampdage.