U19 og U17 led nederlag i Silkeborg

31.03.2025 10:28

Vores U19- og U17-mandskaber fra Brøndby Masterclass var i weekenden på besøg i Søhøjlandet, hvor de stod overfor Silkeborg IF's ditto i deres respektive ligaer.

U19 rejste sig ikke fra tidlig Silkeborg-føring
Vores U19-mandskab fra Brøndby Masterclass mødte Silkeborg IF ditto først, og her blev det desværre til endnu et nederlag for de blågule talenter, der måte se sig slået på JYSK Park med 3-1.

Silkeborg IF fik en lynstart på kampen og bragte sig foran allerede i det 9. minut. Derfra fortsatte hjemmeholdet blot, som udbyggede føringen i det 35. minut til stillingen 2-0. Den stilling gik holdene til pause med.

Efter pausen bragte hjemmeholdet sig yderligere i front kort inde i anden halvleg, mens Mathias Andersen få minutter efter Silkeborg IF's 3-0 scoring fik pyntet på resultatet med sin scoring til 3-1.

På det tidspunkt resterede der fortsat over en halv times spil på JYSK Park, men der blev ikke rørt mere ved stillingen, og U19-talenterne måtte således tage fra Silkeborg uden point.

U17 imponerende sejrsstime sluttede i Silkeborg
Efter U19's kamp, var det så vores U17-holds tur til at møde Silkeborg IF på JYSK Park. Her blev det til en underholdende og dramatisk affære, hvor hele syv mål faldt – desværre med U17-mandskabet som det marginalt korteste strå i en kamp, der endte 4-3 til hjemmeholdet.

Hjemmeholdet bragte sig foran efter 28 minutter, hvor de sendte bolden i nettet til 1-0. Kort efter – i det 34. minut – udbyggede de også føringen til 2-0, og vores blågule talenter havde dermed noget at arbejde med, da holdene gik til pause.

Efter pausen øgede Silkerborg atter føringen til både 3-0 og 4-0, men i kampens sidste kvarter fik de blågule talenter alligevel sat tryk på.

Først reducerede Elias Broberg til 4-1 i det 78. minut. Seks minutter senere reducerede Viggo Poulsen til 4-2, og kort efter gjorde Ekene Chukwuani det til 4-3 – tre mål på få minutter, der gjorde point muligt helt til slut.

Der faldt dog ikke flere scoringer i kampen, og vores U17 hold måtte således inkasserede det første nederlag efter en voldsom sejrstime på 10 sejre i træk i U17 Ligaen.

Derby venter 
Næste opgave for U19 og U17 bliver Derby på hjemmebane i Brøndby på lørdag, hvor begge mandskaber står overfor FC København.

U19-talenterne møder FC København kl. 12:30, mens U17 står overfor københavnerne kort efter kl. 15:15.