
Storsejr på 5-1 over FC København i Future Cup
04.03.2025 13:18
Tirsdag eftermiddag mødte vi et FC København-mandskab, der primært bestod af U19-spillere, i en lukket Future Cup-kamp på Brøndby Stadion.
Her endte det det med en sikker sejr på 5-1, hvor Jacob Ambæk lavede hele fire mål, mens en velspillende Filip Bundgaard også kom på tavlen undervejs.
Du kan se et galleri fra sejren nederst i denne artikel.
Vi stillede op som følger:
Thomas Mikkelsen
Mathias Jensen, Rasmus Lauritsen, Ludwig Vraa, Lukas Larsen
Stijn Spierings, Benjamin Tahirovic, Adam Claridge
Filip Bundgaard, Jacob Ambæk, Clement Bischoff
Bænken: Mamadou Jalloh, Sean Klaiber, Viggo Poulsen, Ali Al-Najar, Sander Larsen, Gustav Nøhr
Opgøret fik en forholdsvis jævnbyrdig start, men dog med et par enkelte blågule muligheder i løbet af det første kvarters tid.
Kampens første forsøg fik Clement Bischoff sendt afsted efter seks minutters spil, da han sparkede et frispark lige over mål ved buen af feltet. Dernæst fik Adam Claridge, som var stukket i dybden ude fra højresiden, sendt et hårdt indlæg afsted ind mod Jacob Ambæk foran mål, men angriberen manglede lige et par centimenter for at kunne sætte panden på bolden.
Ambæk, som senere hen i opgøret skulle vise sig at blive en mundfuld for gæsterne.
Der stod generelt Brøndby på det meste i løbet af den første halve time, hvor FCK havde svært ved for alvor at få gang i deres spil.
Alligevel var det FC København som kunne notere sig for kampens første mål efter knap en halv times spil, da gæsternes Neo Jönsson fra højresiden af vores felt med en fiks skudfinte fik sat Rasmus Lauritsen og efterfølgende sendt et hårdt skud ind forbi Thomas Mikkelsen til stillingen 1-0.
Stolpeforsøg efter scoring
Kort efter kom Clement Bischoff igennem ude på venstrekanten og med et træk ind i banen og forbi sin modstander, fik han sendt et velplaceret skud afsted mod fjerneste stolpe.
Forsøget gik dog lige på stolpen og ud til en fri og fremadstormende Filip Bundgaard, som ikke formåede at dirigere bolden i kassen med det svage ben på returen.
Og særligt Filip Bundgaard havde generelt en god første halvleg, hvor han flere gange fik erobret bolde fra FCK-forsvarene med sit høje og hurtige presspil.
Brøndby-scoring før pausen
Efter 40 minutters spil blev der bragt balance i regnskabet, da Jacob Ambæk kom på måltavlen. Adam Claridge var endnu engang kommet fri ude i højresiden, og her sendte han en dybdebold afsted til Ambæk, som på sin førsteberøring resolut hamrede bolden ind i det korte hjørne til stillingen 1-1.
Kort efter var FC København dog tæt på at komme foran igen. Lige før pausefløjtet fik københavnerne nemlig sendt et kraftfulgt frispark afsted, som strøg lige direkte ind på stolpen, hvor Thomas Mikkelsen inde på stregen kunne glæde sig over, at stolpen efterfølgende sendte bolden langt væk fra mål.
To blågule scoringer efter pausen
Kort efter var den der så. Tahirovic viste stort overblik inde centralt på banen og spillede en bold ud på højresiden til Mathias Jensen som på sin førsteberøring lagde et hårdt, fladt indlæg ind i fødderne på Ambæk, som resolut hamrede bolden ind på overliggeren og i mål.
Flot, flot opspil og mål, der mest af alt lignede noget fra en vel indøvet træningsøvelse.
Og blot to minutter efter var det Bundgaards tur til at komme på tavlen, da han sendte et velplaceret skud afsted mod fjerneste stolpe til stillingen 3-1. Brøndby-offensiven sprudlede ganske enkelt i den første fase efter pausen.
Ambæk-hattrick undervejs i anden halvleg
Angriberen kunne score sit tredje mål i kampen efter ca. 70 minutters spil, da FCK-målmand Alex Rúnarsson leverede et dårligt indgreb på hjørnespark, og det gav Ambæk muligheden for at vinde sin hovedstødsduel og heade sit tredje mål ind til stillingen 4-1.
Der var generelt ret stor kontrol på forestillingen i anden halvleg, hvor størstedelen af spillet foregik på FC Københavns banehalvdel, og særligt de to hurtige scoringer efter pausen gjorde, at gæsterne aldrig rigtigt for alvor kom ind i kampen eller blev farlige.
Men efter føringen til 4-1 blev foden flyttet en smule fra speederen, og det gav FCK-spillerne mulighed for at komme lidt længere frem på banen i kampens afsluttende fase, hvor der blev sendt enkelte forsøg i retning af Thomas Mikkelsen, men som dog aldrig blev helt farlige.
Overlegent mål før slutfløjt
Kort før slutfløjt kunne Ambæk komme på tavlen for fjerde gang i opgøret, da han fik tid og plads af FCK-forsvaret, og det udnyttede han ved på overlegent vis at sende et indadskruet skud afsted, som sejlede over i fjerneste hjørne til stillingen 5-1.
Utrolig flot sparketeknik af det unge Masterclass-talent, som altså nettede hele fire gange i dagens kamp.
Dermed endte det med en sejr på hele 5-1 over FC København i dagens Future Cup-kamp.
Se et galleri fra kampen herunder