
Overblik: Sådan gik det vores spillere afsted med landshold
26.03.2025 10:51
Vi har netop overstået landsholdsterminen, og her har vi haft 13 spillere afsted på landsholdsopgaver fra henholdsvis Superliga-truppen og Masterclass.
Du kan få overblikket over deres kampe herunder.
Patrick Pentz 🇦🇹
Vores målmand overværede begge Østrigs to opgør fra bænken, som mødte Serbien hjemme og ude i to Nations League playoff-kampe.
Her tabte østrigerne samlet over de to opgør, og dermed misser de muligheden for at spille i A-laget af Nations League.
Benjamin Tahirovic 🇧🇦
Vores midtbanespiller var sted med Bosnien-Hercegovinas landshold, som mødte Rumænien og Cypern i VM-kvalifikationen.
Her startede Tahirovic inde og fik de første knap 80 minutter på banen, da Bosnien-Hercegovina slog Rumænien med 1-0. I deres anden kamp startede han ligeledes inde og fik første halvleg på banen, da Cypern blev slået med 2-1.
Efter de to sejre topper Tahirovic og co. dermed deres gruppe i VM-kvalifikationen med seks point efter de første to kampe.
Noah Nartey og Clement Bischoff U21 🇩🇰
Vores to tidligere Masterclass-spillere var afsted med U21-landsholdet, som spillede to testkampe frem imod sommerens EM-slutrunde, hvor de fik modstand i form af Polen og Italien.
Her blev det til to uafgjorte kampe mod Polen og Italien på henholdsvis 3-3 og 1-1. Bischoff fik de sidste 30 minutter mod Polen i den første kamp og næsten hele kampen på venstrekanten mod Italien.
Nartey kom ind undervejs i danskernes anden kamp mod Italien, som bekendt endte med 1-1.
Mateusz Kowalczyk U21 🇵🇱
Vores 20-årige midtbanespiller, som lige nu er udlejet til den polske klub GKS Katowice, var udtaget til det polske U21-landshold, hvor der ventede to kampe mod henholdsvis Danmark og Ukraine.
I polakkernes første kamp mod Danmark startede Kowalczyk inde i opgøret, som endte 3-3. Midtbanespilleren blev indskiftet undervejs i Polens anden kamp mod Ukraine, som blev til en sejr på 3-2.
Mamadou Jalloh U20 🇸🇱
Målmanden har været afsted til en træningssamling med Sierra Leones U20-landshold i Marokko, hvor de spillede to testkampe mod Ghana og Marokko.
Lukas Larsen og Adam Claridge U19 🇩🇰
De to talenter deltog sammen med U19-landsholdet i UEFA Elite Round, hvor de mødte Island, Ungarn og Østrig.
Her startede Lukas Larsen inde, mens Adam Claridge fik debut, da U19-landsholdet vandt med 2-0 over Island i deres første kamp. I den anden kamp startede Lukas Larsen inde igen, da danskerne vandt med 1-0 over Ungarn.
I den sidste kamp mod Østrig sikrede danskerne en billet til sommerens U19 EM. Lukas Larsen bragte undervejs Danmark tilbage i opgøret med en vigtig udligning til 1-1, mens U19-drengene i slutningen af kampen scorede til 2-1, som blev kampens resultat.
Mathias Werther U18 🇩🇰
Masterclass-spilleren skulle samles med U18-landsholdet i Spanien for første gang i år, som mødte Holland og Wales i to testkampe i San Pedro del Pinatar.
Her startede han inde i begge kampe, som endte med et nederlag på 1-0 til Holland samt en sejr over Wales på 4-2.
Jacob Ambæk, Ali Al-Najar, Sander Larsen og Viggo Poulsen U17 🇩🇰
De fire Masterclass-talenter var udtaget til U17-landsholdet, som deltog i UEFA Round 2 i Frankrig.
Her glippede de danske talenter muligheden for at deltage i U17 EM denne sommer. I den første kamp scorede Ali Al-Najar til 2-0, som danskerne vandt med 3-1 over Grækenland.
I danskernes anden kamp startede Al-Najar og Ambæk inde og fik alle 90 minutter, mens Sander Larsen kom ind undervejs, da danskerne tabte med 4-1 til et dygtigt, fransk mandskab.
I den sidste kamp mod Finland havde danskerne reelt udspillet deres rolle med nederlaget til Frankrig, men her sluttede U17-landsholdet af med et 5-2-nederlag, trods de undervejs var foran med 2-0.
Her assisterede Ambæk til 2-0-målet, mens alle fire spillere kom i aktion i det, som til sidst endte med at blive et nederlag for de danske talenter.
Foto: NFSBIH