Jacob Ambæk på Wall of Talent

28.03.2025 14:28

I dag kom endnu et billede op at hænge på Wall of Talent i Masterclass-kælderen, og denne gang var det dagens fødselar Jacob Ambæk, der blev foreviget på væggen.

Tidligere i denne måned fik Jacob Ambæk nemlig sin debut for Brøndby IF i udekampen mod Randers FC i 3F Superligaen med sit indhop til sidst i opgøret.

Jacob Ambæk har gennem flere år vist en utrolig målnæse på U17- og U19-mandskabet i Brøndby Masterclass, ligesom han også står noteret for flere U-landsholdskampe. 

Når en Masterclass-spiller får debut på Superliga-holdet, skal der traditionen tro et nyt ansigt op og hænge på Wall of Talent i Masterclass - og det kom der derfor fredag foran de øvrige talenter.

Om Wall of Talent
Wall of Talent er en hyldest til de Masterclass-spillere, som tager springet fra at være talent til at få sine første minutter som Superliga-spiller.

Fotovæggen fungerer samtidig som en inspirationskilde for alle talenter tilknyttet Brøndby Masterclass, der drømmer om en dag at blive Superliga-spiller for Brøndby IF.

Netop derfor er det også noget af det første, som møder de talentfulde Masterclass-spillere, når de møder ind til træning hver dag.

Inde på Brøndby TV kan du høre Jacob Ambæk sætte ord på milepælen.