
Historisk tv-aftale for kvindeligaen træder i kraft næste sæson
27.03.2025 11:04
Kvindedivisionsforeningen har i dag offentliggjort en ny og historisk tv-aftale med TV 2, der fra sæsonen 2025/26 og seks år frem vil vise kampene fra Gjensidige Kvindeligaen.
Aftalen markerer samtidig et vigtigt skridt i udviklingen af kvindefodbolden i Danmark, som har været en central del af Brøndby IF's identitet, siden klubbens kvindehold blev stiftet helt tilbage i 1971.
Med 12 danske mesterskaber og 11 pokaltitler samt store, internationale præstationer i UEFA Women’s Champions League – herunder to semifinaler og flere kvartfinaler – har Brøndby IF Women skrevet sig ind i både dansk og europæisk fodboldhistorie.
Senest tog Brøndby IF et historisk skridt, da kvindeholdet blev gjort fuldtidsprofessionelle som den første danske klub nogensinde.
Administrerende direktør i Brøndby IF, Ole Palmå, er derfor glad for den nye tv-aftale og ser den som endnu et vigtigt skridt i den rigtige retning for kvindefodbolden.
- Det her er en markant aftale for dansk kvindefodbold, og vi er meget glade for, at den nye tv-aftale træder i kraft allerede fra næste sæson. Vi har i Brøndby IF i mange år investeret i kvindefodbolden og tog i slutningen af sidste år et historisk skridt, da vi som den første danske klub nogensinde gjorde vores kvindehold fuldtidsprofessionelle. Det var et klart signal om, hvilken retning vi som klub gerne vil hen imod - og den her aftale med TV 2 vil uden tvivl sætte yderligere skub i udviklingen af dansk kvindefodbold.
- At TV 2 nu kommer med ombord, vil ikke bare styrke kvindeligaens synlighed, men også øge det kommercielle potentiale og give alle klubber bedre forudsætninger for at løfte sig yderligere - eksempelvis som vi har oplevet for vores kvindehold særligt henover de sidste par måneder.
- I Brøndby IF glæder vi os derfor meget over den nye tv-aftale, så vi fortsat kan styrke og udvikle dansk kvindefodbold, slutter Palmå.
Aftalen er gældende fra sæsonen 2025/26 og løber henover de næste seks år. Den omfatter produktion og visning af Gjensidige Kvindeligaens kampe på både flow-tv og streaming.