
Frederik Birk: Lyngby gav os problemer
03.03.2025 20:59
Mandag aften endte med et uafgjort 1-1-resultat mod Lyngby Boldklub, og trods cheftræneren er skuffet over resultatet, er han efter omstændighederne glad for udligningen i overtiden.
- Vi bliver ved med at arbejde og skubbe på for at komme tilbage i kampen, og vi får så også udlignet i overtiden. Så det er selvfølgelig glædeligt, når situationen var, som den var. Men overordnet set må vi også erkende, at vi havde problemer med den strategi, som Lyngby kom med i dag, fortæller cheftræneren.
Nu venter Randers FC og Silkeborg IF i de kommende kampe - to hold som også kæmper for en placering i Mesterskabsspillet.
- Det er jo tæt, og det er jo tæt for alle holdene. Vi har det i egne hænder nu, og jeg glæder mig, for vi skal ud og vinde nogle fodboldkampe. Vi skal ud og præstere bedre, end vi har gjort i de seneste par kampe. Der er meget mere i det her fodboldhold, og det skal vi ud og vise.
Næste opgave er mandag i næste uge, hvor Randers FC venter på Cepheus Park kl. 19:00.