Yuito Suzuki skifter til SC Freiburg efter sæsonen

20.05.2025 09:00

Brøndby IF kan i dag meddele, at man er nået til enighed med den tyske Bundesliga-klub SC Freiburg om et klubskifte for Yuito Suzuki. Aftalen træder i kraft den 1. juli, hvor Yuito rykker til Tyskland.

Brøndby IF’s fodbolddirektør, Benjamin Schmedes, fortæller om det kommende sommerskifte:

- Yuito har været fantastisk for os, lige siden han kom til klubben. Han har altid arbejdet hårdt og vist stor kvalitet på banen. Skiftet til Freiburg er fuldt fortjent, og vi er stolte af at have været med til at løfte ham til et højere niveau. Skiftet til Bundesligaen sender endnu en gang et stærkt signal om, at Brøndby IF er et sted, hvor talentfulde spillere kan udvikle sig og tage springet til de største ligaer i Europa. Yuitos skifte er en af de største transfers i Brøndby IF’s historie, og det er vi stolte af.

- En transfer som denne sker ikke fra den ene dag til den anden. Det kræver en fælles indsats og den rette indstilling fra spilleren, så skiftet er resultatet af en langsigtet indsats. Vi ser skiftet som en anerkendelse af den vej, vi er på, og vi er glade for, at klubber som SC Freiburg kigger i vores retning, når de scouter efter store talent.

Yuito Suzuki kom til Brøndby IF i august 2023 og blev hurtigt anerkendt af fansene, og derfor er det også en taknemmelig Yuito, der gør klar til at takke af med Brøndby IF. 

- Først og fremmest er jeg taknemmelig for at have været en del af Brøndby IF og taknemmelig for den tillid og støtte, jeg har fået fra alle i klubben. Min tid i Brøndby IF har hjulpet mig med at vokse meget - både som spiller og som menneske. Mit fulde fokus er nu på at give alt, hvad jeg har, for klubben og slutte sæsonen med de bedst mulige resultater.

Næste - og potentielt sidste - kamp for Suzuki i Brøndby-trøjen er søndag på udebane mod AGF.