Nartey: Glad for at kunne hjælpe holdet med mål

25.05.2025 18:40

Søndag eftermiddag endte det med en sejr på 3-2, og med det resultat sikrede vi bronzemedaljerne. 

En af vores tre målscorere var Noah Nartey, der nok også stod for den flotteste scoring i opgøret. 

Med en fornem solotur gennem AGF's bagkæde kom han helt fri med målmand Leopold Wahlstedt, som også blev rundet hvorefter bolden kunne trilles i et tomt mål.

Noah Nartey var glad for sejren og over at kunne hjælpe holdet med sin scoring.

- Det var virkelig fedt at få scoret og hjælpe holdet på den måde. Jeg har ikke lavet så mange mål, så jeg var glad for at kunne bidrage på den måde, fortæller Noah Nartey, der uddyber om sin solotur.

- De gav mig bare plads til at løbe, så jeg tænkte, at jeg da bare fortsætter mit løb. Så får jeg den lidt heldigt forbi målmanden, og så kunne jeg bare lægge bolden i kassen. 

Med sæsonen på hæld, reflekterer Noah Nartey kort over sin sæson, som han er fint tilfreds med, men han har også nogle udviklingsområder, fortæller han selv.

- Personligt har jeg været tilfreds med min sæson, men jeg har stadig meget mere, jeg kan lægge på. Derfor ser jeg også meget frem til næste sæson, hvor jeg skal bide mig endnu mere fast og vise endnu mere af det, jeg har at byde på. 

- Jeg skal få flere mål og assists på mit spil, og så også mit defensive, som jeg dog føler er blevet lidt bedre, men stadig kan forbedres. Så skal jeg bare vokse endnu mere som spiller, fordi det føler jeg, at jeg kan, slutter Noah Nartey.