Trænerrokade i Masterclass: Viktor Kynde ny U19-cheftræner

23.06.2025 20:05

Brøndby Masterclass har foretaget en række justeringer på cheftrænerposterne på diverse hold frem mod den kommende sæson.

Ændringerne sker som led i en kontinuerlig udvikling af både spillere og trænere - og med fokus på at styrke de interne overgange og sikre kontinuitet i Brøndby IF's arbejde med talentudvikling.

Her bliver Viktor Kynde bl.a. ny cheftræner for U19-holdet, mens nuværende U19-cheftræner Jesper Christiansen overgår til en rolle, hvor han skal hjælpe til med den interne transition i Masterclass.

Bjørn Holm, Head of Coaching and Academy, sætter ord på trænerrokaden:

- Vores trænerrokade afspejler, at vi fortsætter med at udvikle vores trænere internt og også ser Masterclass som et talentudviklingsmiljø for dygtige og talentfulde trænere - og samtidig skaber den interne rekruttering også en kontinuitet i vores måde at arbejde på i dagligdagen.

- Vores nuværende U19-cheftræner overgår til en rolle, hvor han skal hjælpe til med den interne transition i Masterclass. Her skal han være med til at udvikle os til at blive endnu dygtigere til at understøtte spillerne individuelt i forbindelse med de svære transitioner vores talenter står overfor, i løbet af deres fodboldrejse gennem deres fodbolduddannelse i Masterclass, fortæller Bjørn Holm.

Overblik over cheftrænerkonstellationen i Masterclass:

U19-cheftræner: Viktor Kynde
Viktor har i de to seneste sæsoner stået i spidsen for U17. 

U17-cheftræner: Mikkel Randeris
Har i sidste sæson stået i spidsen for U14-holdet. 

U15-cheftræner: Christian Piltoft
Christian har i de seneste to år fungeret som assistenttræner på U17.

U14-cheftræner: Mathias Kornø
Mathias kommer som ny cheftræner fra HIK. 

U13-cheftræner: Tobias Lynggaard
Fortsætter i sin rolle som cheftræner på U13.

Desuden overgår Lasse Theis, der var U15 cheftræner sidste sæson, til en rolle som ansvarlig for vores klubsamarbejde.