Jacob Rasmussen skifter til FC Red Bull Salzburg

09.06.2025 14:30

Efter to sæsoner i Brøndby IF er det tid til et nyt kapitel for vores 28-årige anfører Jacob Rasmussen, som skifter til østrigske FC Red Bull Salzburg med øjeblikkelig virkning.

Jacob Rasmussen kom til Brøndby IF i sommeren 2023 og har siden sin første dag på Vestegnen været en ledende skikkelse i truppen, som også gjorde, at forsvarsspilleren sidste sommer blev udnævnt til anfører.

Fodbolddirektør Benjamin Schmedes fortæller om skiftet:

- Jacob har siden sin ankomst til klubben haft en stor betydning for Brøndby IF - både som spiller og som menneske. Jacob kom ind på holdet for to sæsoner siden med en stor erfaring i bagagen fra international fodbold, og her er han særligt i sin rolle som anfører i den netop overståede sæson gået forrest, vist lederskab og været en kulturbærer på banen og i omklædningsrummet. 

- Der opstod en mulighed for Jacob, som han ønskede at forfølge, og det er en chance, vi som klub ikke vil stå i vejen for. Vi har haft en god og åben dialog hele vejen igennem, og vi er nået frem til en attraktiv løsning, der giver mening for både Jacob og Brøndby IF. Vi ønsker Jacob alt det bedste i det næste kapitel og ønsker ham alt mulig held og lykke med fremtiden, slutter fodbolddirektøren.

Jacob Rasmussen fortæller om sit næste skridt i karrieren:

- Jeg vil gerne sige tak til alle i og omkring Brøndby IF for min tid i klubben, og til de mange fans som støtter os uge efter uge. Jeg har fra dag et følt mig velkommen, og det sætter jeg utrolig stor pris på. Et ekstra tak til alle mine holdkammerater, for uden dem ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag.

Jacob Rasmussen nåede at spille 70 kampe i gul og blå.