Fællesskab og fodbold for børn og familier fra Red Barnet

18.06.2025 14:22

Lørdag 14. juni var Brøndby Stadion rammen om en helt særlig dag, da Brøndby IF havde inviteret over 200 børn og familier fra Red Barnet Vestegnens Familieoplevelsesklubber til en hyggelig dag med fællesskab, glæde og fodbold i centrum.

Arrangementet var gratis for familierne og bød på en masse aktiviteter i både Fanzonen og indendørs i Familie Loungen – med ønsket om at give børn og voksne en tryg, sjov og mindeværdig dag på Stadion. 

Et Stadion fyldt med smil og stemning
Dagen begyndte kl. 11:00, hvor værter fra Brøndby IF og Fanafdelingen tog imod deltagerne, inden de havde mulighed for at komme på en eksklusiv rundvisning på Stadion, eller benytte sig af de mange forskellige aktiviteter såsom hoppeborg, fartmåler, præcisionsskydning og den oppustelige fodboldbane, hvor både venskabelige kampe og grin var i højsædet.

Der var også rig mulighed for kreativ udfoldelse – i det såkaldte 'Kampklar'-område blev der lavet perlearmbånd, lagt neglelak og tegnet flotte Brøndby-tegninger. Inde i loungen kunne børnene dyste i bordfodbold, bordtennis, EA FC25 og meget mere.

Dagens højdepunkt var sæsonafslutningen for Brøndby IF Women – som blev vundet 1-0, og som deltagerne kunne opleve live fra tribunerne på Bane 2. Inden kampstart kiggede Nanok selvfølgelig også forbi og tog imod store kram og endnu større smil i Familie Loungen. 

En dag, der gør en forskel
Arrangementet er en del af det løbende samarbejde mellem Brøndby IF, Fanafdelingen og Red Barnet, hvor fokus er at skabe inkluderende fællesskaber og give børn og unge positive oplevelser gennem sport og nærvær.

- Det var fantastisk at mærke den varme og glæde, som fyldte Stadion i lørdags. At se børnene være i centrum og få en oplevelse, de kan tage med sig, er lige præcis det, vi ønsker at skabe med den her type arrangement.

- Tak til alle fremmødte familier, frivillige og samarbejdspartnere for at være med til at gøre dagen til noget helt særligt – og vi ser frem til flere initiativer sammen med Red Bartnet, hvor fodbolden kan bringe mennesker sammen, fortæller Jesper Larsen, head of fanrecruitment.

Se et galleri fra dagen herunder.