Bæredygtig udskiftning af hybridbane i Brøndby

07.06.2025 12:00

Det seneste års tid har grounds-teamet under ledelse af groundsmanager Chris Hauge stået i spidsen for et bæredygtigt ambitiøst projekt i forbindelse med udskiftning af hybridunderlaget på Bane 1.

- Vi har det seneste års tid haft et virkelig godt projekt kørende på Bane 1, hvor hybridbanen havde nået enden af sin levetid, så det var tid til en opgradering, fortæller Chris Hague.

- Banen fungere normalt som en multipurpose bane for spillerne, men generelt en vinterbane for førsteholdet. Efter udskiftningen af banen, er førsteholdet dog blevet så glade for det nye underlag, at de har brugt træningsbanen det meste af foråret. Det vidner om, at vi har ramt plet med det nye hybridunderlag, fortæller Chris Hague med et smil.

500 tons materiale til genanvendelse
Men i stedet for at bortskaffe materialet fra den tidligere bane på traditionel vis, blev hele græstæppet – cirka 9.000 kvadratmeter og over 500 tons materiale – sendt til genanvendelse i samarbejde med klubbens Vilfortpartner Solum.

– Vi ønskede at tænke anderledes. Sidst vi skiftede græs på stadion, lod vi fans tage et stykke med hjem, som de kunne plante i haven. Denne gang gik vi skridtet videre med vores hybridbane, hvor vi valgte at forsøge at genanvende så meget som muligt, siger Hague.

- I græsindustrien bliver der i stigende grad forventet grønne løsninger. Vi ser en tendens i international fodbold mod mere syntetiske overflader og kunstig belysning. I Brøndby sigter vi mod at være mere effektive med vores ressourcer. Vi genbruger vand fra drænet til vanding, optimerer gødningsforbruget – og i dette projekt fik vi endda hjælp internt i klubben til installation af den nye bane i stedet for at bruge eksterne entreprenører, forklarer Chris Hague.

Materialet blev sendt til Solum, som er Danmarks største leverandør af jordprodukter og specialister i bæredygtig genanvendelse. Her blev hybridplast og vækstlag adskilt, mens det brugbare vækstlag er vendt retur til Brøndby og nu bruges på klubbens øvrige træningsbaner.

– Vi prøver alle at tage ansvar for miljøet. Jeg tror, vi er blandt de første i Skandinavien, der har forsøgt at genanvende en hybridbane på den her måde, fortæller Chris Hague.

Salskonsulent hos Solum Claus Svenstrup Nielsen fortæller om samarbejdet med groundsman-teamet.

- Samarbejdet med Brøndbys groundsmen er en fornøjelse. Der er en stærk faglighed og en åben dialog hele vejen, og det mærkes. Det giver et solidt fundament for et godt resultat. Det er den slags samarbejde, der gør, at vi sammen kan levere en bane i topklasse, fortæller Claus Svenstrup Nielsen, salgskonsulent hos Solum.

Danmarks bedste bane
Chris Hague og groundsman-teamet fik til sæsonens sidste hjemmekamp overrakt prisen for årets bedste bane i 3F Superligaen. Det er femte år i træk, at græstæppet på Brøndby Stadion har modtaget den kåring. Læs mere om det her.

Se et galleri af arbejdet på Bane 1 herunder.