
Sejr over Vejle Boldklub i anden testkamp
05.07.2025 13:04
Det endte med en sejr på 2-1 på en vindblæst bane 1, da vi lørdag eftermiddag mødte Vejle Boldklub i vores anden testkamp denne opstart.
Efter en jævnbyrdig start på opgøret kunne Kotaro Uchino score sit første mål i den blågule trøje, da japaneren stangede bolden i kassen efter et flot indlæg af Divkovic, som var kommet igennem ude i venstresiden.
Trods føringen kom Vejle tilbage senere i anden halvleg, da gæsterne udnyttede en kontra, som de fik omsat til en udligning til 1-1 efter en lille halv times spil.
Efter 40 minutter var Uchino på spil igen, da han modtog en flot bold af Klaiber, som skar op igennem Vejles kæder, hvorefter japaneren lavede en flot vending og sendte bolden ind op i målhjørnet med venstrebenet til stillingen 2-1.
Der blev ikke scoret yderligere i første halvleg, som varede 60 minutter, og derfor kunne vi gå til pause med en føring.
Blågult overtag i anden halvleg
I anden halvleg var næsten hele startelleveren udskiftet, hvor bl.a. spillere som, Nartey, Bischoff, Tahirovic, Alves og Köhlert i stedet var kommet på banen, og særligt de to U21-drenge satte et markant aftryk på kampen.
Bischoff og Nartey fik sat flere flotte kombinationer sammen, som gav adskillige gode Brøndby-muligheder, men afslutningerne manglede lige den sidste kvalitet i de fleste af tilfældene.
Ikke desto mindre blev kampen i lange perioder domineret af Brøndby-spillerne, som ikke levnede meget plads til gæsterne fra Vejle i forhold til første halvleg.
Der blev ikke scoret yderligere, og derfor endte det med en sejr på 2-1.
Der vil være highlights på Brøndby TV umiddelbart efter opgøret.
I morgen aften rejser vi på træningslejr i Østrig, og truppen til træningslejren offentliggøres i løbet af i morgen formiddag.