Sejr mod LASK Linz
09.07.2025 17:19
Onsdag eftermiddag stod vi overfor østrigske LASK Linz på LASK-Platz an der Daimlerstraße i vores første kamp i Østrig.
Her skulle vi implementere arbejdet på græstæppet fra de første dage med træningspas på træningslejren, hvor Filip Bundgaard kom på tavlen i det, som endte med at blive en sejr på 1-0 til os.
Jævnbyrdig første halvleg med blågul kæmpe chance
Kampen startede jævnbyrdigt, hvor vi lagde et højt pres fra første fløjt, mens LASK lurede på dybdeløbene med deres hurtige folk oppe foran.
Vi lagde ud med en god chance i kampens indledning, hvor et lavt indlæg i det niende minut fra Marko Divkovic i højre side var ved at snyde LASK-målmanden og gå i det lange hjørne, men den røg snært forbi. Det havde også været et lidt tilfældigt mål.
Efter et kvarter faldt der en kæmpe dobbeltchance til Bundgaard. Flotte kombinationer af Nicolai Vallys og Marko Divkovic ender med, at sidstnævnte kan sende et cutback ind til Bundgaard, der dog afslutter lige på målmanden og gør det samme på returen.
Igen i et 20. minut kom faldt en blågul chance, og igen fra højre side. Marko Divkovic bliver atter sendt i dybden og sender et hårdt indlæg ind til Frederik Alves, men bolden ligger dog for højt for midtstopperen, der ikke kan få ordentlig retning på sit hovedstød og sender den over mål.
LASK Linz bed fra sig
Efter en halv times tid faldt østrigernes største chance i kampen, hvor de efter lidt klumpspil fik bolden ind i det lille, hvor en LASK-spiller stod og prøvede at lobbe den over Patick Pentz, men Jordi Vanlerberghe får afværget.
Herefter var det østrigerne, der bed fra sig. Igen i det 39. minut er de tætte på, hvor de får sendt hurtige Samuel Adeniran afsted, så han er helt fri med Patick Pentz. Amerikanerne afslutter fladt, men Pentz får sendt til hjørne med en fin fodparade.
Det blev således ikke til nogen scoringer i første halvleg, og vi gik såleds til pause i Linz med 0-0.
Tidligt føringsmål efter pausen
Kort inde i anden halvleg kommer vi så noget tilfældigt foran i opgøret på mål af Filip Bundgaard. Mats Köhlert sender et indlæg ind, som LASK-midtstopper Andrade får sendt ind på Filip Bundgaard, så bolden går i mål.
Herefter havde vi teten i opgøret og sad på meget af boldbesiddelsen, dog uden de helt store chancer. Vores kombinationsspil på midten af banen drev til tider gæk med østrigerne, men den sidste afgørende aflevering manglede skarphed.
Østrigsk pres i slutfasen
Med omtrent ti minutter tilbage af opgøret fik hjemmeholdet dog nogle halve chancer efter boldtab på midtbanen, men uden de blev rigtig farlig for Patrick Pentz. Det gav dem dog lidt tro på et udlignede mål, hvor de pressede os højere oppe på banen.
Med få minutter tilbage kom der så en stor en af slagsen til det østrigske mandskab. Bolden blev sendt på tværs af vores felt fra højre side, hvor en LASK-spiller kommer højt og sender en inderside mod det kort hjørne. Men med en flot reaktion får Patrick Pentz sendt bolden på overliggeren, hvorefter Rasmus Lauritsen kan cleare returen.
Østrigerne forsøgte ihærdigt at komme ind til chancer i de døende minutter, mens vi stod dybt og forsvarede. Vi fik afværget de forsøg på afgørende aktioner, østrigerne kom med, og vi kunne således gå fra banen med en sejr og et clean sheet.
Hertha Berlin venter 13. juli
Næste opgave og sidste på træningslejren og inden sæsonåbneren mod Silkeborg IF spilles på søndag, hvor vi møder Hertha Berlin i Østrig, inden rejsen går hjem til Vestegnen.