
Sebastian Sebulonsen skifter til FC Köln
18.07.2025 09:34
Brøndby IF og den tyske klub FC Köln har indgået en aftale om en transfer af Sebastian Sebulonsen, og dermed skifter vores 25-årige nordmand til Bundesliga-klubben efter tre år og 77 kampe på Vestegnen.
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes fortæller:
- Sebastian har i sin tid i Brøndby IF udviklet sig markant og været en vigtig spiller for os både på og uden for banen. Nu opstod der en mulighed for Sebastian her med et år tilbage af kontrakten, og der synes vi, at vi har fundet en rigtig fin løsning for alle partner. Vi ønsker ham alt det bedste med sit næste skridt i karrieren i FC Köln.
Sebastian Sebulonsen fortæller selv om sit skifte:
- Jeg er stolt og ydmyg over at have været Brøndby-spiller i de seneste tre år. Og jeg er taknemmelig for den måde, som folk i og omkring klubben har taget imod mig på i min tid her. Det har jeg sat stor pris på.
- Tingene gik pludselig stærkt, så jeg nåede ikke at sige ordentligt farvel til folkene i og omkring klubben. Men forhåbentlig kigger jeg forbi igen inden længe. Én gang Brøndby, altid Brøndby.