Samlet sejr over Havnar Boltfelag på Brøndby Stadion

31.07.2025 19:38

Torsdag stod vi overfor Havnar Bóltfelag i returopgøret på Brøndby Stadion i anden kvalifikationsrunde i Conference League.

Opgøret på Færøerne endte som bekendt med et uafgjort resultat på 1-1, og vi skulle således sikre en sejr på hjemmebane for at avancere i kvalifikationen.

Første chance i opgøret faldt allerede inden for de første fem minutter, hvor Daniel Wass trykte af fra distancen mod det fjerne hjørne, hvor afslutningen ramte overliggeren. Meget tæt på en tidlig blågul føring.

Få minutter senere kom endnu et bud på føringsmålet. Clement Bischoff bryder flot igennem i venstresiden og får lagt en cutback-aflevering ind til Filip Bundgaard tæt under mål, men målscoren fra første opgør får desværre slet ikke ordentlig ram på bolden.

Føringsmålet kom dog efter en halv times tid. Denne gang var det Marko Divkovic, der var brudt igennem i venstresiden, hvor han lagde bolden ind i fødderne på Sho Fukuda, som lagde bolden i nettet og leverede sin første scoring i gult og blåt.

Til sidst i halvlegen var det tydeligt, at det færøske mandskab havde mistet energi og havde brug for en pause, for det vanlige stærke tilbageløb udeblev, og det gav flere muligheder for et udbyggende mål.

Kort før pause havde Clement Bischoff et stolpeskud efter en flot soloaktion, hvor han trak ind i banen fra venstre. Desværre ikke mål. Der kom heller ikke mere i halvlegen, og derfor kunne vi gå til pause med en 1-0-føring.

Anden halvleg begyndte med det samme kampbilledet, hvor færingerne stod dybt, mens vi ledte efter åbninger til det udbyggende mål.

Gæsterne lurede på omstillinger, som de var tæt på at have held med et par gange i første halvdel af anden halvleg, dog uden at det blev rigtig farligt.

Med et kvarter tilbage af kampen havde indskiftede Kotaro Uchino en stor mulighed for at lukke og slukke på Brøndby Stadion, da han blev spillet helt fri i færingernes felt. Japaneren fik en god inderside på bolden, men den røg desværre lige forbi stolpen.

Da der resterede godt fem minutter af kampen, måtte færingerne også diske op med en redning på stegen på en hjørnespark, der lige så nemt kunne have havnet i kassen.

I tillægstiden var det dog gæsterne, der var uhyre tæt på at tvinge kampen ud i ekstra spilletid. Et indlæg ender med lidt klumpspil i feltet, hvor færingerne af flere omgange er tæt på at kunne sende den ind over stregen. Heldigvis var de uskarpe, og kort efter fløjtede dommerne kampen af.

Dermed tog vi en 1-0-sejr og en samlet sejr på 2-1 over Havnar Bóltfelag og avancerer dermed til tredje kvalifikationsrunde, hvor vi får enten islandsk eller albansk modstand.