Nicolai Vallys: Vi overlader for meget initiativ

24.07.2025 21:37

En skuffet Nicolai Vallys sætter ord på aftenens 1-1-resultat på Færøerne, hvor Brøndby-holdet overlod for meget af initiativet til hjemmeholdet Havnar Bóltfelag. 

- Vi ender med at tillade dem, at de bliver for komfortable med den måde, de gerne vil spille på. Vi står i perioder og spiller nede foran eget mål, og så får de et indkast og får lov til at kaste bolden ind i vores felt, og så starter vi ligesom forfra, fortæller Vallys.

- Så vi ender lidt med at glemme den måde, vi gerne vil spille på og overlader for meget initiativ til dem og glemmer at spille fremad og spille dybt, som vi gerne vil.

- Vi er uskarpe i de sidste momenter, og så er der chancer, hvor vi slet ikke rammer målet. Så generelt mangler vi den sidste skarphed i forhold til at bryde et lavtstående hold op. Vi kommer egentlig fint ud til begge halvlege og får skabt en del muligheder. Men at få prikket bolden ind og få skabt det helt store, det får vi ikke gjort.

Returkampen spilles på Brøndby Stadion torsdag i næste uge. Find billetter her.