Mathias Jensen og Jacob Ambæk rykkes op i Superliga-truppen

18.07.2025 13:00

20-årige Mathias Jensen og 17-årige Jacob Ambæk rykkes op i Superliga-truppen.

Begge spillere har været med på træningsbanen og udtaget til flere Superliga-kampe i løbet af den forgangne sæson, hvor bl.a. Jacob Ambæk fik sin officielle debut for Brøndby IF i løbet af foråret.

Det er derfor to spillere, som har været inde og snuse til Superliga-holdet i en længere periode, som nu rykkes op, fortæller fodbolddirektør Benjamin Schmedes.

- Både Mathias og Jacob har været med på træningsbanen og kampene i Superliga-truppen i den seneste sæson, og det er nogle talenter, vi virkelig tror på kan udvikle sig yderligere og lægge på deres spil, og derfor giver det også god mening, at vi nu rykker dem permanent op i Superliga-truppen.

- Men det er også vigtigt at understrege, at det er ikke, fordi truppen bliver sat én gang på året her henover sommeren. Det er en løbende proces, således det hele tiden er muligt - særligt for vores unge talenter - at bide sig fast på Superliga-holdet, slutter Schmedes.