Dobbelt målscorer Bundgaard: Aldrig prøvet noget lignende

21.07.2025 09:11

Filip Bundgaard åbnede målkontoen med to af slagsen, da vi søndag aften besejrede Silkeborg IF med 3-0 i sæsonpremieren hjemme på Brøndby Stadion.

- Det er fantastisk. Jeg turde ikke drømme om det. Den her kulisse er fantastisk, og jeg har aldrig nogensinde prøvet noget lignende. Vi har fantastiske fans, og hvor mange der er, det er vildt, siger Bundgaard.

- Jeg har altid haft troen på egne evner - jeg har aldrig været i tvivl, også i de svære perioder, som det sidste halve år. Jeg har altid hængt i og set det positive, selvom det har været svært ikke at spille så meget. Jeg har fokuseret meget på at udvikle mig og brugt meget tid på træningsbanen på at blive den bedste version af mig selv.