Brøndby IF spiller med Red Barnet på brystet i aften

24.07.2025 14:00

Når Brøndby IF i aften indleder 2. kvalifikationsrunde til Conference League mod Havnar Bóltfelag på Færøerne, vil det være med en særlig detalje på spillertrøjerne.

Vores hovedpartner, Betano, har nemlig valgt at give pladsen på spillertrøjerne til Brøndby IF, som i stedet har valgt at sætte fokus på Red Barnet, som Brøndby IF og Fanafdelingen har samarbejdet med siden 2022.

Hos Red Barnet bliver initiativet modtaget med stor glæde og taknemmelighed, fortæller Nicolai Skjølstrup, Corporate Partnership Manager i Red Barnet.

- Vi er rigtig glade for, at Red Barnet vil stå på spillertrøjerne til aftenens kamp for at sætte fokus på det vigtige arbejde med at gøre en forskel for flere børn og unge i udsatte positioner. 

- Det handler om at støtte dem, der er ramt af krig og konflikt, og om at skabe plads til dem, der føler sig ensomme og isolerede, så de kan få positive oplevelser og en værdig plads i trygge fællesskaber, siger Skjølstrup. 

Spillertrøjerne vil efter kampen blive doneret til Red Barnet til brug af en fundraising-aktivitet på et senere tidspunkt til fordel for Red Barnet. 

Kampen starter kl. 20:45 dansk tid og kan ses med et abonnement til bold+.