Brøndby IF ansætter teknisk direktør i nyoprettet stilling

08.07.2025 09:00

Brøndby IF styrker den sportslige sektor med oprettelsen af to nye stillinger - en teknisk direktør og Head of Football Operations - som et centralt led i klubbens strategiske ambition om at løfte setuppet på tværs af hele den sportslige organisation.

I rollen som teknisk direktør ansættes 33-årige tyske Julius Ohnesorge, der kommer fra den samme stilling i FC Hansa Rostock.

Som teknisk direktør får Julius ansvaret for at sikre synergi på tværs af den sportslige organisation og integrere alle områder relateret til performance i klubben - fra Superliga-holdet og hele vejen ned til Masterclass.

Brøndby IF arbejder målrettet på at skabe et miljø med høj sportslig kvalitet for både spillere og stab. En af de centrale opgaver for den tekniske direktør vil være at strømline og optimere alle præstationsrelaterede områder, herunder spillerudvikling, helbredsdata og sportslig analyse. Dette vil ske i tæt samarbejde med de faglige specialister i hver afdeling.

Data skal anvendes mere strategisk
Den tekniske direktør vil desuden have fokus på at anvende data strategisk - både i de daglige beslutninger og i den langsigtede planlægning.

Samtidig skal den tekniske direktør bidrage aktivt til at styrke relationerne i organisationen og videreudvikle en fælles kultur på tværs af klubben.

Fodbolddirektør Benjamin Schmedes fortæller:

- Den nye rolle som teknisk direktør er en naturlig forlængelse af vores langsigtede strategi om at blive en klub bygget på viden, struktur og tværgående samarbejde. Jeg kender Julius rigtig godt fra vores tid sammen i Tyskland, og med ansættelsen af Julius som teknisk direktør samler vi alle performance-relaterede funktioner under én kasket, mens vi får en person ind med en stærk baggrund og international erfaring, som vi tilfører vores sportslige organisation.

- Det handler ikke om at indsamle flere data - men om at facilitere den rigtigt og stille de rigtige spørgsmål. Ved at samle ansvaret ét sted kan vi træffe mere kvalificerede beslutninger og understøtte en stærk og ensartet sportslig retning på tværs af hele Brøndby IF.

- Samtidig giver det mig også mulighed for at bygge videre på og monitorere vores strategi og interne processer i langt større grad, samtidig med vi får mulighed at anvende vores data på en mere effektiv måde fra dag til dag og på den længere bane.

Julius Ohnesorge tiltræder sin stilling som teknisk direktør 12. juli.

Ny Head of Football Operations
Brøndby IF har i samme ombæring oprettet en ny stilling som Head of Football Operations.

Rollen tiltrædes med øjeblikkelig virkning af klubbens nuværende Team Manager, Daniel Martinus, der fremadrettet får et bredere operationelt og administrativt ansvar i den sportslige sektor.

Der arbejdes samtidig på at finde hans afløser som Team Manager for Superliga-truppen i den kommende tid.