Sejr over Rosenborg BK i Atlantic Cup

07.02.2025 18:34

Der blev sat et punktum for dette års udgave af Atlantic Cup fredag aften, da vi med en sejr over Rosenborg BK på 3-2 vandt vores sidste opgør i træningsturneringen.

Her kom Yuito Suzuki, Noah Nartey og Mileta Rajovic på måltavlen i løbet af de 90 minutter, hvor særligt Nartey markede sig med en flot helflugter til 2-0 uden for buen af målfeltet.

Det startede ellers forholdsvist jævnbyrdigt i kampen, hvor begge mandskaber havde deres perioder på kuglen. 

Dog fik nordmændende headet bolden ind bag Pentz i målet efter 19 minutter, men dommeren fik øje på en forseelse i forbindelse med scoringen, og derfor holdt målet ikke. 

Kort efter var det vores tur til at prikke bolden i kassen i den anden ende, også her blev et mål underkendt, da Mileta Rajovic begik en forseelse kort forinden efter et flot indlæg af Bundgaard.

God periode gav pote
Efter kampens første halve time stod der Brøndby på det meste, og her kom vi flere gange til gode indlæg ude fra vores kanter.

Og kort før pausen fik vi så bolden i kassen, da Vallys lagde en bold i dybden til Suzuki, som japaneren via en afretning på sit skud fik scoret på til stillingen 1-0.

Målscoringen fortsatte efter pausen, for der skulle blot gå ti minutter, før Noah Nartey fik braget bolden i kassen til 2-0 på en flot helflugter.

Den unge midtbanespiller lurede på en andenbold efter en standardsituation, og da bolden landede foran ham, fik han sendt en first timer ind i kassen.

Blot to minutter efter var det Mileta Rajovic, som også kunne notere sig for en scoring, da han sendte en hård inderside afsted langs højrestolpen til stillingen 3-0, efter Nartey assisterede ham på en Rosenborg-fejl.

Rosenborg kom igen til sidst
Trods det lignede, at sejren blot skulle cruises hjem, bragte nordmændene spænding ind i opgøret på ny, da de kort efter vores 3-0-mål kunne reducere til 1-3, og det gav dem blod på tanden.

Kort inden slutfløjt var nordmændene nemlig på spil igen, da de via et indlæg fik sendt bolden ind bag Pentz til 2-3.

Der blev dog ikke scoret flere mål, og derfor kan vi sætte punktum for Atlantic Cup 2025 med sejre på henholdsvis 3-2 over Rosenborg BK og 3-2 over FC Dallas samt et nederlag på 3-2 mod IFK Värnamo.

Lørdag vender truppen hjem efter 11 dages træningslejr i Portugal, og allerede i næste uge står den igen på 3F Superliga, hvor Viborg FF kommer på besøg fredag kl. 19:00.

Find billetter til jubilæumskampen.