Sejr i jubilæumskamp

14.02.2025 20:15

Fredag aften skød vi forårssæsonen i gang på Brøndby Stadion, hvor vi mødte Viborg FF i 3F Superligaens 18. runde. Til kampen fejrede vi ligeledes vores 60-års jubilæum.

Det fejrede vi med en målrig kamp, hvor vi sikrede en 4-1-sejr foran over 24.000 tilskuere på vores hjemmebane.

Første mål faldt kort inde i opgøret efter et fremragende gennemspil, hvor bolden havnede for fødderne af Mathias Kvistgaarden midt for mål, der med et flot spark i siden af målet kunne gøre det til 1-0 allerede i det tredje minut.

Lidt over 10 minutter senere kunne vi så have bragt os på 2-0 i opgøret, da vi blev tilkendt et straffespark for hånd på bolden. Daniel Wass fik dog ikke eksekveret fra pletten, og vi måtte derfor vente på yderligere blågule scoringer.

Med omtrent 20 minutter tilbage af første halvleg fik gæsterne så bragt balance i regnskabet med en udligning på hovedstød af Ivan Näsberg.

Dermed stod det 1-1 i opgøret, og det resultat holdt til pause.

Præcis som i første halvleg skulle der ikke gå længe får bolden lå i gæsternes netmasker. Yuito Suzuki kom godt i gennem i højre side og slog et knaldhårdt indlæg ind i boksen og tvinger Daniel Anyembe til at lave et selvmål. Så var vi atter foran i jubilæumskampen.

Og den føring blev blot udbygget. Først er det Yuito Suzuki igen, der denne gang selv sørger for, at læderet ryger i Viborgs ruse. Efter flotte kombinationer på midten af banen med Noah Nartey, slår Yuito Suzuki en bold mod fjerneste stolpe som drejer hele vejen i mål. Flot, flot scoring til 3-1.

Med omtrent ti minutter tilbage er det så Mileta Rajovic, der sørger for slutresultatet 4-1. Igen får vi tildelt et straffespark for hånd på bolden, og denne gang sparker angriberen, der er sikkerheden selv.

Dermed tager vi tre vigtige point og kan fejre jubilæumskampen med en flot sejr på 4-1.