
Rekordsalg af spillertrøjer fortsætter
18.02.2025 08:30
Tirsdag morgen kunne vi præsentere Brøndby IF's 3. trøje, og marketingchef Thomas Skov kan fortælle, at sæsonen indtil videre allerede har budt på rekordsalg.
Og tendenserne peger kun én vej – opad.
- Sidste sæson slog vores hjemmebanetrøje rekorden for den bedst sælgende spillertrøje på en sæson, og den rekord har vores 24/25-hjemmebanetrøje allerede overgået med 23 %, selvom vi kun er halvvejs i sæsonen. Det viser en enorm opbakning fra vores fans, og vi ser en fantastisk udvikling i engagementet omkring Brøndby IF på alle ledder og kanter. Det kan mærkes på alt fra billetsalg til merchandise, fortæller marketingchefen.
Salget af udebanetrøjen har også udviklet sig positivt, hvilket er med til at drive den samlede trøjesucces videre.
- Vi forventer, at vores samlede spillertrøjesalg ved sæsonens afslutning vil ligge 60 % højere end sidste sæson. Vi har en klar formodning om, at dette niveau er det højeste i Superligaen i denne sæson. Det er ikke kun trøjesalget, der viser denne massive opbakning – vi har også sat rekorder på salg af sæsonkort og billetabonnementer, hvilket viser den store tiltro og passion, vores fans har for klubben. Brøndby IF er i en fantastisk periode, hvor vi oplever en hidtil uset opbakning, både på Brøndby Stadion, udebaner og i vores fanunivers, fortæller Thomas Skov.
Trøjesalg er femdoblet
Ser man ti år tilbage, understreger tallene den markante udvikling i Brøndby IF’s merchandise-salg, fortæller marketingchefen.
- Hvis vi sammenligner med vores trøjesalg for ti år siden, så er salget blevet femdoblet – eller med andre ord steget med 400 %. Det er ret vildt, når man tænker over, hvor vi stod dengang, og hvor vi er i dag. Det vidner om en klub i udvikling, en fanbase i vækst og en stolthed, der er stærkere end nogensinde før. Vi er dybt taknemmelige for den opbakning, og vi arbejder hver dag for at give vores fans den bedste oplevelse, afslutter Thomas Skov.
Den nye 3. trøje kan købes i Brøndby Shoppen og online fra i dag.