FRIIS forlænger et halvt årti som Business Partner og maler vestfrisen gul og blå

20.02.2025 13:00

Den nylige forlængelse med Friis Rengøring & Vinduespolering bringer partnerskabet på den anden side af 35 år på Vestegnen.

De mange års partnerskab fortæller historien om en lokalforankret virksomhed, der siden 1987 har bygget sin forretning på hårdt arbejde, dedikation samt et stort hjerte.

Det er netop de gensidige værdier, der gør, at forlængelsen er et helt naturligt næste skridt i fortællingen om Friis og Brøndby IF.

André Friis, direktør i Friis Rengøring & Vinduespolering, fortæller:

- Vi er stolte af at fortsætte som Business Partner i Brøndby IF. Vores fælles historie på snart fire årtier vidner om en gensidig kvalitet i de ydelser, begge parter bringer til bordet.

Partnerskabet rækker langt ud over det forretningsmæssige. Det handler om fælles værdier, stærke relationer og en dyb forankring i klubbens kultur, fortæller Martin Sahlertz, Director of Sales & Business Development i Brøndby IF.

- Friis spiller en stor rolle i den stærke kultur, der er blevet skabt mellem klub og partnere i Brøndby IF. Derfor vidner den nye aftale også om en gensidig ambition om at flytte os til et nyt niveau – sammen. Det er vigtigt for os, at vores fans kender historien om Friis’ dedikation til klubben, og det er et element, vi vil sikre bliver tydeligere i løbet af perioden.

Det markeres også fra start, da Friis overtager vestfrisen i niveau med spillerboksene. Den vil de kommende fem år prydes af de ikoniske gule og blå farver – præcis som indgang C allerede gør.

- Vores hjerter banker gult og blåt. Det fællesskab, vi oplever både som fans og partnere i Brøndby IF, er helt unikt. Det vil vi gerne hylde, afslutter André Friis.