Brøndby IF og Fredericia Furniture forener ikoner i Mesterskabslogen

27.02.2025 13:41

Børge Mogensen og Michael Laudrup er begge legender – ægte folkesymboler, der har sat deres præg på dansk kulturhistorie.

Nu har de endnu en ting til fælles.

I samarbejde med Fredericia Furniture er Mesterskabslogen i Michael Laudrup Loungen på Brøndby Stadion blevet renoveret og genmøbleret. Derfor vil partnere nu møde en loge, hvor dansk designarv og fodboldhistorie forenes.

Brøndby IF har, i forlængelse af aktieemissionen, også planlagt en større renovering af Michael Laudrup Lounge, hvor Mesterskabslogen kommer til at give det første indblik i, hvad man kan se frem til som partner i klubben, fortæller David Langhoff Jensen, Partnership Manager i Brøndby IF.

- Projektet i Mesterskabslogen vidner om vores høje ambitionsniveau for den oplevelse, vi ønsker at tilbyde vores partnere i fremtiden. Derfor er vi også beærede over den tilslutning, der har været fra alle parter, der har del i projektet, fortæller David Langhoff Jensen.

Jesper Vedel, Area Sales Manager i Fredericia Furniture, som har møbleret Mesterskabslogen, fortæller:

- Hos Fredericia Furniture ser vi en stor værdi i at bidrage til et projekt, der forener dansk designtradition med stærke kulturelle fortællinger. Derfor er dette et perfekt eksempel på, hvordan tidløst design og ikonisk fodboldhistorie kan mødes og skabe en unik oplevelse, fortæller han.

Anita Takiar, Contract Sales Director i Nuura, fortæller:

- Fællesskab opstår, når værdier og visioner mødes – som i dette projekt, hvor dansk design og kulturhistorie forenes. Hos Nuura mener vi, at belysning er et vigtigt element i indretningen, der skaber stemning og understøtter fællesskaber ved at bringe mennesker sammen i inspirerende omgivelser. Vi er stolte af at bidrage til dette projekt, der bygger på både kultur, tradition og design, slutter hun.

Se et galleri af Mesterskabslogen herunder.