
Brøndby IF og ARKEN indgår samarbejde
18.02.2025 11:00
Hvad har fodbold og kunst til fælles?
Begge er repræsenteret med to kultur-fyrtårne på Vestegnen, hvor fællesskab og lokalforankring er essentielle værdier.
Derfor indgår Brøndby IF og ARKEN nu et historisk nyt og anderledes partnerskab, der skal berige både fodbold- og kunstinteresserede med gode oplevelser i et helt nyt univers, som vil skabe nye fællesskaber på tværs af fodbold og kunst.
Fodbolden rykker ind på ARKEN
Som en del af samarbejdet kommer ARKEN til at præsentere en pop-up-visning, der sætter fokus på de mange facetter af populærkulturen, som fodboldens verden på Vestegnen afspejler.
I første omgang vil en række fotos blive vist frem på museet, og andre tiltag er i støbeskeen.
Thomas Skov, marketingchef i Brøndby IF, fortæller:
- Brøndby IF er mere end en fodboldklub – vi er et stort fællesskab og en central del af Vestegnens kultur. Samarbejdet med ARKEN giver os mulighed for at tilbyde endnu flere fordele og aktiviteter for vores fans, og ARKEN har en masse spændende udstillinger og events at byde på, der både henvender sig til voksne og til familier, fortæller han og fortsætter:
- Vi er også glade for, at vi her til aften har mulighed for at invitere 300 af vores mest engagerede fans indenfor til et eksklusivt fan-arrangement på ARKEN, og flere fælles projekter er på vej i den kommende tid. Med dette samarbejde glæder vi os til at kunne bringe ARKEN og kunsten tættere på Brøndby IF og Brøndby Stadion, og vi glæder os til et samarbejde med ARKENs netværk af kunstnere. Målet er at bringe kunsten tættere på Brøndby IF’s tilhængere og give en ny dimension til stadionoplevelsen og kulturen omkring klubben, slutter han.
ARKENs direktør, Marie Nipper, ser samarbejdet som en oplagt mulighed for at skabe nye møder mellem kunstens og fodboldens verdener.
- Fodbold og kunst har det til fælles, at begge universer vækker følelser, samler mennesker og skaber identitet. Vi glæder os til at bringe fodboldens positive fællesskaber og passion ind på ARKEN og samtidig få mulighed for at præsentere vores kunst for et nyt publikum.
- Ambitionen med samarbejdet er også, at Brøndby Stadion vil blive en scene for kunstneriske installationer, hvor udvalgte kunstnere vil skabe værker inspireret af fansenes passion og fodboldens visuelle sprog.
Samarbejdet mellem ARKEN og Brøndby IF vil løbe over de næste sæsoner med flere initiativer og events undervejs. Den første fælles pop-up-visning forventes at åbne på ARKEN i løbet af 2025.