
Ændringer til Fanscore og Aktionærklubben
21.02.2025 08:34
Fanscore-programmet har nu eksisteret i to år, og vi foretager nu justeringer for at sikre, at pointoptjeningen forbliver fair og motiverende for alle fans.
De største ændringer sker i måden, hvorpå bonusser kan optjenes, samt introduktionen af en ny bonus for aktionærer.
Sæsonkort-bonus fjernes
Hidtil har sæsonkortholdere og billetabonnenter automatisk fået tildelt en bonus på 25 point.
Da disse grupper systematisk har haft lettere ved at optjene point på hjemmebane – blandt andet ved at frigive eller undlade at trække billetter – har vi valgt at fjerne den dedikerede sæsonkort-bonus for at skabe en mere balanceret pointoptjening.
Ny samlet Fanscore-bonus indføres
Som en del af ændringerne indfører vi en ny bonus på 15 point, som kan optjenes via følgende veje:
- Tilknytning af et sæsonkort eller billetabonnement til din profil
- Medlemskab af Brøndby Junior tilknyttet din profil
- Aktivt Brøndby TV+ abonnement tilknyttet din profil
Bonussen kan kun optjenes én gang pr. profil, uanset hvor mange af ovenstående kriterier man opfylder. Dette sikrer, at ingen fans får en dobbeltbonus, og at pointfordelingen forbliver retfærdig.
Ændringerne til din Fanscore er allerede nu synlige på mit.brondby.com.
Ny Fanscore-bonus for aktionærer
Som en del af en større gennemgang af vores fordelsprogrammer har vi også foretaget ændringer i Aktionærklubben.
Det betyder, at tidligere aktionærfordele som rabatkoder til billetter, gavekort til Brøndby Shoppen og muligheden for at købe VIP-pladser til kampe ikke længere vil være en del af programmet.
For at anerkende vores aktionærer på en ny måde introducerer vi en Fanscore-bonus på 15 point til aktionærer, der har registreret mere end 20.000 aktier. Du kan som altid registrere dit aktiedepot og dermed kvalificere dig til Fanscore-bonussen via mit.brondby.com.
Har du spørgsmål til ændringerne, er du altid velkommen til at kontakte os på [email protected].