
Giv varmen videre - byd på matchworn spillertrøjer og støt Red Barnet
03.12.2025 11:00
Du kan være med til at gøre en forskel ved at donere et valgfrit beløb til Brøndby IF's indsamling til Red Barnet via MobilePay på 12 13 64.
Brøndby IF bakker igen i år op om Red Barnets initiativ #JuleSweaterTorsdag, som løber af stablen torsdag 11. december.
Dagen sætter fokus på børn i udsatte positioner - og samler ind, så Red Barnet kan skabe varme, fællesskab og håb dér, hvor der er allermest brug for det.
Brøndby IF markerede ligeledes opbakningen til initiativet før mandagens hjemmekamp, hvor samtlige indløbsbørn bar julesweatre, da de entrerede banen hånd i hånd med spillerne.
Red Barnet på brystet i Europa
Ved de to udekampe i Conference League mod Havnar Bóltfelag og Víkingur Reykjavik bar spillerne trøjer med Red Barnets logo på brystet - et synligt symbol på fællesskab og medmenneskelighed.
Samtidig er det et samarbejde, der bygger videre på Brøndby IF’s tætte relation til Red Barnet som forandringspartner.
Nicolai Skjølstrup, Corporate Partnership Manager i Red Barnet, fortæller:
- Vi er rigtig glade for, at Red Barnet står på spillertrøjerne til aftenens kamp for at sætte fokus på det vigtige arbejde med at gøre en forskel for flere børn og unge i udsatte positioner. Det handler om at støtte dem, der er ramt af krig og konflikt, og om at skabe plads til dem, der føler sig ensomme og isolerede, så de kan få positive oplevelser og en værdig plads i trygge fællesskaber.
Matchworn-trøjer på auktion
De unikke trøjer fra kampene bliver nu sat på auktion - og overskuddet går ubeskåret til Red Barnets arbejde for børn i nød.
Byd på spillertrøjerne lige her.
Auktionen løber frem til torsdag den 11. december kl. 23:55.
Fællesskabet giver varme
Som forandringspartner støtter Brøndby IF og Fanafdelingen også op om årets #JuleSweaterTorsdag.
Du kan være med til at gøre en forskel ved at donere et valgfrit beløb til Brøndby IF's indsamling til Red Barnet via MobilePay på 12 13 64.
Når vi står sammen, kan vi sprede varme og håb - både på og uden for banen.



