
Fra Vallensbæk til Vestegnens flagskib: Viggo Poulsen fik debut på Superliga-holdet
11.12.2025 11:36
I mandags debuterede 17-årige Viggo Poulsen på Superliga-holdet, som naturligvis gav stor begejstring hos blågule fans, men særligt for Brøndby Masterclass og samarbejdsklubben Vallensbæk IF var det på mange måder en speciel debut.
Viggo er nemlig den første spiller, der har taget hele rejsen fra en samarbejdsklub i form af Vallensbæk IF via det tidligere ’TOP-center’, som i dag kaldes ATK+ Center Brøndby, og hele vejen gennem Masterclass-systemet og op til førsteholdet.
I dag er han førsteårs U19-spiller, men har allerede markeret sig med sin debut for Superliga-holdet.
ATK+ Center Brøndby spiller en afgørende rolle i udviklingen af drengespillere fra hele landet. Konceptet giver licensklubberne mulighed for at invitere talentfulde spillere fra samarbejdsklubberne til ugentlig træning i Brøndby IF, hvor de matches på højere niveau, samtidig med de fortsat træner i deres trygge rammer i egen klub.
Først når spilleren er moden og dygtig nok, kan et skifte til Brøndby Masterclass blive aktuelt, præcis som det blev for Viggo.
Derfor var der stor begejstring hos Lasse Theis, sportslig ansvarlig for samarbejdsklubberne, da Viggo mandag aften fik sin debut:
- Vi arbejder hver dag på at udvikle børnefodboldmiljøerne i samarbejdsklubberne, så alle børn får de bedst mulige rammer. Vores tre ugentlige træningskoncepter - herunder ATK+ Center Brøndby, RKT Brøndby (piger U10-U13) og Brøndby Masterclass Talenttræning (drenge U13-U14) - er vigtige skridt i talentudviklingen.
- Vi er stolte af at få lov til at arbejde med samarbejdsklubbernes spillere og lægger vægt på, at alle føler sig set og har lige muligheder for at udvikle sig, fortæller han.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Viggo Poulsen fik mandag aften sine første minutterne for Superliga-holdet.
- Når tingene så går op i en højere enhed, så har vi de her ganske få, men meget betydelige eksempler som Viggo, der går hele vejen fra samarbejdsklubben, i dette tilfælde Vallensbæk IF, via ATK+ center Brøndby og videre ind i Masterclass og hele vejen op på førsteholdet. Det er vi naturligvis meget begejstret og stolte over.
Også i Vallensbæk IF vækker debuten stolthed. Klubben, som tidligere også har fostret spillere som Jesper Lindstrøm til Brøndby IF, glæder sig over Viggos fremskridt.
Michael Mortensen, sportschef i Vallensbæk IF, fortæller:
- I Vallensbæk IF er vi stolte, når en af vores tidligere spillere tager springet til Brøndby Masterclass. At Viggo ovenikøbet formår at gå hele vejen til førsteholdet, er en imponerende præstation - både for ham og for os som barndomsklub. Samtidig vil vi gerne rette en stor tak til de frivillige trænere, der gennem årene har bidraget til Viggos udvikling og været en vigtig del af hans rejse.
Mens Viggo Poulsen forhåbentlig har mange flere Superliga-minutter i sigte, markerer Brøndby IF også anerkendelsen af samarbejdsklubberne.
Som tak inviteres Vallensbæk IF’s børne- og ungdomsafdeling til en 3F Superliga-kamp på Brøndby Stadion i forbindelse med debut-kompensationen.
Du kan læse meget mere om Brøndby Masterclass Samarbejdet her.


