
Brøndby IF sælger Justin Che til New York Red Bulls
16.12.2025 14:00
Brøndby IF har indgået en aftale med den amerikanske MLS-klub New York Red Bulls om en transfer af Justin Che.
Che, der kom til Vestegnen fra FC Dallas i sommeren 2023, forlader dermed Brøndby og sætter kursen mod hjemlandet efter to-et-halvt år, der blandt andet har budt på lejeophold med godt med spilletid i belgisk og hollandsk fodbold.
I Brøndby har det imidlertid været svært for den 21-årige amerikaner at bide sig fast.
- Justin er et sted i sin karriere, hvor spilletid er essentielt. Samtidig stod han med et kontraktudløb til sommer. Derfor er det her den rigtige timing for både Justin og Brøndby. Han kommer hjem til USA og til en klub, der forhåbentlig kan give ham den spilletid, han både søger og fortjener. Og vi har sikret os en attraktiv aftale, som betyder, at vi vil skele endnu mere til, hvordan det går Justin fremover, siger fodbolddirektør i Brøndby IF, Benjamin Schmedes.
- Justin er en dejlig fyr, der også som fodboldspiller har fremtiden foran sig. At kunne sende ham godt videre i karrieren til en spændende klub i en stadigt fremadstormende liga er et optimalt udfald for alle parter, slutter Benjamin Schmedes.
Justin Che har sagt farvel og haft sin sidste dag i Brøndby IF



