
Uafgjort første playoff-møde i Strasbourg
21.08.2025 20:06
En hektisk aften i Strasbourg endte uafgjort uden scoringer, da vi torsdag aften tog hul på det første af to opgør mod RC Strasbourg i playoff-runden af Conference League.
Trods der ikke faldt nogle scoringer i det nordfranske, endte det med at blive en særdeles chancerig kamp, da Nicolai Vallys bl.a. i første halvleg fik en friløber og snublede over sine egne ben, mens Binks to gange måtte redde bolden på målstregen i løbet af første halvleg.
Brøndby-holdet holdt stand, men det var generelt et hjemmehold, som stod for overtallet af spil og chancer gennem begge halvlege, trods der momentvis var gode perioder, hvor franskmændene blev presset i bund.
Strasbourg-pres i slutningen af opgøret
Med 20 minutter igen trykkede RC Strasbourg for alvor på speederen og fortsatte deres bombedement af store chancer mod vores mål frem til slutfløjt.
Franskmændene havde kæmpe muligheder for at bringe sig foran ad flere omgange, hvor Pentz fik hevet et par redninger frem inde mellem stængerne, mens hjemmeholdet ligeledes havde et træf på stolpen kort før slutfløjt.
Opgøret endte 0-0, og derfor er det et helt åbent returopgør, som venter på Brøndby Stadion torsdag i næste uge.