
U18 Klubaftener vender tilbage i efteråret
08.08.2025 05:53
Efter en succesfuld forårssæson vender U18 Klubaftener nu tilbage i efteråret – med masser af fællesskab, fede aktiviteter og godt humør.
Konceptet er enkelt: Én gang om måneden samler vi unge Brøndbyfans i alderen 13-17 år til en aften med hygge, klubkultur og noget ekstra særligt på programmet.
Pizza og fodbold – U18 Klubaften 14. august
Efterårets første U18 Klubaften er allerede torsdag 14. august, hvor vi inviterer til fodbold, pizza og sodavand, når returopgøret skal afgøres imod Vikingur Reykjavik på Brøndby Stadion.
Inden kampen mødes vi til pizza – og derefter står den på fællesskab og kampstemning, inden vi sammen følges ind på sydsiden.
På Sydsiden vil U18 have sit eget afgrænsede område, hvor der vil være personale fra Brøndby IF til stede, så alle i trygge rammer kan se kampen.
Praktisk information:
- Pris: 40 kr. (inkluderer pizza, sodavand og kampbillet)
- Tilmelding: Først-til-mølle-princip – der er et begrænset antal pladser.
Kom og vær med til en fed aften i godt selskab!
Vi mødes udenfor Brøndby Gymnasium.
Tilmeld dig og læs mere om torsdagens arrangement her.
Har man allerede købt billet til Sydsiden og gerne vil stå sammen med andre unge, er man selvfølgelig meget velkommen at støde til på Sydsiden.
Sæt kryds i kalenderen
Klubaftenerne finder som udgangspunkt sted hver den første torsdag i måneden, dog vil den første gang afholdes d. 14. august. Efterårets program ser således ud, så sæt allerede nu et kryds i kalenderen:
- 14. august – Pizza & bold
- 4. september – Meet’n Greet
- 2. oktober – Tifo-værksted
- 6.november – TBA
- 1. december – TBA
U18 Klubaften
Til U18 Klubaften er der mulighed for at møde andre unge Brøndbyfans, få indblik i klubkulturen og deltage i aktiviteter, der både underholder og engagerer.
Uanset om du drømmer om at møde spillere, male bannere, eller bare hygge med andre unge fans, så er U18 Klubaften noget for dig.
Vi glæder os til endnu en stærk sæson med ungdommen i fokus.