
Turbo-Bent stopper i Brøndby IF
04.08.2025 14:00
Efter mange års tro tjeneste i både spiller- og trænerrollen har Bent ’Turbo’ Christensen valgt at søge nye udfordringer uden for Vestegnen. Han fratræder derfor sin stilling som en del af trænerstaben i Brøndby IF for at tiltræde som akademichef i FC Midtjylland.
’Turbo’ har haft en markant og mangeårig tilknytning til Brøndby IF - først som en del af klubbens legendariske angreb i 80’erne og 90’erne, hvor han med sin eksplosive fart og målfarlighed blev en publikumsfavorit.
Senere har han ad flere omgange haft forskellige roller som træner i Masterclass, hvor han har været med til at forme og udvikle talenter, mens han senest i en årrække har været tilknyttet Superliga-trænerstaben som transitionstræner.
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes fortæller:
- Bent har været en del af Brøndby IF i mange år og har spillet en værdifuld rolle på tværs af flere afdelinger - særligt i vores talentudviklingsmiljø. Hans dybe forståelse for klubbens kultur og identitet har gjort ham til et naturligt bindeled mellem Masterclass og vores Superliga-trup.
- I løbet af de seneste måneder har han desuden bidraget til førsteholdets setup i rollen som assistenttræner. Vi er taknemmelige for det engagement og den viden, Bent har bidraget med gennem sin tid i klubben.
- Vi har stor respekt for, at Bent ønsker at forfølge den her mulighed, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.
'Turbo' vil have sin sidste dag i trænerstaben efter returkampen mod Vikingur Reykjavik i næste uge.