Brøndby IF skriver under med Marcus Younis

22.08.2025 13:01

Brøndby IF har skrevet under med Marcus Younis, som kommer til klubben fra australske Western Sidney Wanderers på en aftale gældende til sommeren 2029.

Den 20-årige australier var i sidste sæson udlejet til hollandske PSV Eindhoven, hvor han fik 26 kampe for deres U21-mandskab med 5 mål og 4 assists til følge. 

Fodbolddirektør Benjamin Schmedes er glad for at kunne tilknytte det unge talent på en fireårig aftale på Vestegnen.

- Marcus er et meget spændende talent med sine kvaliteter i det offensive spil. Han er en alsidig spiller med fart og stærke atletiske egenskaber, som har en offensiv tilgang og gerne udfordrer sin direkte modstander. Han arbejder hårdt både på og uden for banen og kan dække flere positioner på kanterne.

- Vi er meget glade for at kunne tilføje Marcus til truppen, og vi tror på, at han i vores setup kan fortsætte sin udvikling. Vi ser et stort potentiale i ham, som vi håber at kunne forløse sammen i de kommende år, siger Benjamin Schmedes.

Selv fortæller Marcus Younis om skiftet til Brøndby IF:

- Det føles godt at komme til så stor en klub med så stolt en fanskare. Jeg glæder mig til at kunne spille for klubben og for logoet, og jeg er meget taknemmelig for den mulighed, jeg har fået. Det gælder om for mig at kunne udvikle mig i Brøndby og jagte alle de minutter, jeg kan.

- Jeg er en spiller, som kan lide at løbe en masse meter, og som er meget direkte og fysisk. Mine kvaliteter ligger i en-mod-en-situationer og dybdeløb, samtidig med at jeg arbejder hårdt i presspillet og gerne løber de ekstra meter for mine holdkammerater.

- Det er en stor klub med den bedste fanscene i Skandinavien. Fansene var også det første, jeg blev interesseret i. Man kan virkelig se, hvor passionerede de er, så jeg glæder mig virkelig til at kunne opleve dem på stadion, fortæller Marcus Younis.

Marcus Younis får nr. 21 i Brøndby IF.