Brøndby IF forlænger med Mamadou Jalloh - udlejes til finsk fodbold

25.08.2025 13:00

Brøndby IF forlænger med Masterclass-talentet Mamadou Jalloh, så kontrakten med målmandstalentet nu løber til sommeren 2028.

Samtidig udlejes Mamadou Jalloh til finske Vaasan Palloseura, som aktuelt ligger på sjettepladsen i den bedste finske række, Veikkausliiga. Lejeopholdet i Finland løber i resten af den finske sæson, som følger kalenderåret.

Jens Mikkel Frølunde, rekrutteringsansvarlig i Brøndby Masterclass, fortæller om forlængelsen og udlejningen.

- Vi er meget glade for at kunne forlænge med Mamadou Jalloh, for vi tror på, at Mamadou har potentialet til at blive en del af vores målmandssetup. For os er det vigtigt, at han kommer ud og får noget seniorerfaring og får prøvet sig af i den bedste række, hvor der er et andet tryk og pres på for at se, hvordan han agerer og reagerer i de situationer.

- Udlejningen er derfor en fed mulighed for Mamadou, og det er en fed mulighed for os, og det er noget vi alle er enige om er en god udviklingsplan for Mamadou, fortæller Jens Mikkel Frølunde.

Målmandsansvarlig i Brøndby Masterclass, Daniel Leonthin Jespersen, sætter ord på Mamadou Jallohs egenskaber og udvikling i Masterclass.

- Mamadou er en moderne og dynamisk keeper, der har sine klare spidskompetencer i sit spil med bolden og i sit redningsspil. Men først og fremmest er Mamadou en fantastisk person og holdkammerat, der i sin rejse gennem Masterclass har arbejdet målrettet med at udvikle sine kompetencer både på og uden for banen.

- Han har formået at holde fokus på sin individuelle udvikling, samtidigt med at han har taget et enormt ansvar for at bidrage til at styrke vores miljø og fællesskab, fortæller Daniel Leonthin Jespersen.

Mamadou Jalloh er desuden udtaget til Sierra Leones A-landshold, der i starten af september møder Guinea-Bissau og Etiopien i VM-kvalifikationen.