
Birk: Vi skal ud og angribe
13.08.2025 11:11
Vikingur Reykjavik venter i returen på Brøndby Stadion torsdag aften, og cheftræner Frederik Birk ser frem til returkampen, som cheftræneren vil ud og angribe for fuld udblæsning.
- Det, jeg har sat tryk på overfor spillerne, det er ordet tro. Og det har vi fra spillernes og fra stabens side. Vi skal ud og angribe den her kamp, og jeg er sikker på, at vi kan vende det. Vi skal ud og angribe kampen fra første fløjt, men det er klart, at vi skal heller ikke ud og indkassere nemme mål, som vi så oppe på Island, fortæller Birk.
- Så fra vores side, så handler det om at slippe tøjlerne lidt og komme derud på banen og angribe det. Vi ved jo også godt, at hvis vi kan få et hurtigt mål ind, så giver det et mentalt boost, og det ændrer fodboldkampe. Jeg vil sige, at det er med fuld blæs på angreb, men vi skal sørge for at holde tæt nede bagi og specielt på standardsituationer.
- Islændingene har jo bestemt også justeret deres taktiske oplæg op til kampen i morgen, det er jeg sikker på. Men ikke desto mindre skal vi ud og spille på vores egen hjemmebane, og hvis de kan slå os 3-0 deroppe, så kan vi også gøre det samme her på Brøndby Stadion, slutter cheftræneren.
Kampstart er kl. 19:30, og du kan finde billetter her.