
4-0 i fantastisk comeback på Brøndby Stadion
14.08.2025 17:37
Torsdag aften leverede vi et sandt comeback mod Vikingur Reykjavik i tredje runde af kvalifikationen til Conference League, da vi med en flot 4-0-sejr en mand i undertal sejrede med 4-3 over to kampe mod islændingene.
Det startede godt ud i de første minutter af opgøret, hvor der blev sværmet om gæsternes felt, som gav sporadiske muligheder, men et rødt kort til Clement Bischoff efter det første kvarter vendte opgøret fuldkommen på hovedet.
Efter en duel langt oppe på banen fik kantspilleren trådt på ned en liggende Vikingur-spiller, og det takserede kampens dommer til et direkte rødt kort.
Dermed måtte vi spille med en mand i undertal i den resterende del af opgøret.
Trods det så noget svært ud, gav Nicolai Vallys fornyet håb til spillerne og et toptændt Brøndby Stadion, da han kort før pausen stangede et hårdt slået frispark i kassen fra Mats Köhlert til stillingen 1-0.
Efter pausen fortsætte det høje tempo, og der gik ikke længe, før Vallys igen kunne sende bolden i kassen til stillingen 2-0.
Filip Bundgaard gjorde Vallys kunsten efter få minutter senere, hvor den dobbelte målscorer sendte en stærk bold i dybden til Mats Köhlert, der lagde den ind til Filip Bundgaard, der kastede sig ind i afslutningen og sendte den i kassen til stor ekstase på Brøndby Stadion.
Det stod dermed helt lige i opgøret, men det skulle også afgøres i ordinær spilletid, da Filip Bundgaard igen var på pletten, da han opsnap en bold fra islændingens forsvar og knastørt sendte den i det lange hjørne ude for feltet.
Et fantastisk comeback foran et tændt Brøndby Stadion, der i den grad hjalp drengene med at hive sejren i land. Islændingene prøvede desperat at komme frem til nogle chancer for at udligne det samlede resultat til allersidst, men blev holdt helt væk af et tændt blågult forsvar.
Dermed blev det en magisk aften på Brøndby Stadion med en sejr på hele 4-0 og den samlede stilling blev vendt fuldstændig på hovedet. Vi er videre til playoff-runden i Conference League-kvalifikationen.