Vallys: Betyder alt at kunne give fansene sejren

13.04.2025 18:16

Søndag eftermiddag spillede vi Mesterskabsspillets første Derby, da vi mødte FC København i Parken. Her blev det til en højdramatisk 2-1-sejr mod værterne på scoringer af hhv. Mathias Kvistgaarden og Daniel Wass.

Nicolai Vallys var efter slutfløjt selvsagt meget tilfreds og glad for at kunne give fansene en Derbysejr og tre point

- Det betyder alt at kunne give dem sejren. Vi blev sendt godt afsted fra Brøndby Stadion, og vi havde dem med ind på banen, selvom de ikke var der fysisk. Der er ingen tvivl om, at vi godt ved, hvor meget det betyder for dem, så at kunne gøre dem glade hjemme stuerne rundt omkring er en kæmpe bonus, fortæller Nicolai Vallys.

Højdramatisk Derby-afslutning
Der var drama for skillingen til sidst i opgøret, hvor det hele blev afgjort efter straffespark i begge ender. Nicolai Vallys er glad for, at vi endte med det længste strå.

- Det var højdramatisk og intenst. Det bølgede frem og tilbage, også følelsesmæssigt. Vi får et straffespark og kommer foran, og så får de et straffespark med det samme, og jeg synes egentlig, at de får lagt et godt tryk til sidst. Vi formår ikke at holde dem langt væk fra vores mål, som vi gerne ville.

- Så dramatisk og intenst. Dejligt, at vi også har en målmand i dag, som redder os, og at vi kan stå imod helt til sidst og få tre point, fortæller Nicolai Vallys.

Se hele interviewet med Nicolai Vallys på Brøndby TV.