
U19 og U17 tog Derby-sejre i weekenden
08.04.2025 12:12
Vores U19- og U17-mandskaber fra Brøndby Masterclass var i weekenden i aktion hjemme på Vestegnen. Her stod den på Derby for begge holds vedkommende, da FC København var på besøg på Bane 2 i Brøndby.
U19 sejrede efter stærk anden halvleg
Vores U19-mandskab stod først overfor FC Københavns ditto på Bane 2, og her blev det til en flot 3-0-sejr mod københavnerne efter en målrig anden halvleg, hvor alle tre blågule scoringer faldt.
Det stod altså helt lige ved pause i opgøret, men kort tid efter anden halvlegs begyndelse kom den første scoring på Bane 2, som backtalentet Lukas Larsen sørgede for i det 48. minut. Få minutter senere kunne Jakob Ambæk så udbygge føringen, så der med omtrent 40 minutter tilbage af opgøret stod 2-0 til de blågule U19-talenter.
Kort før slutfløjt faldt den sidste blågule scoring så i opgøret, som Adam Claridge noterede sig for i det 87. minut. Dermed kunne U19-mandskabet gå fra banen med en solid 3-0-sejr i U19-Derbyet.
U17 med komfortabel Derby-sejr
Efter U19's Derbysejr, var det vores U17-mandskabs tur til at gøre kunsten efter. Og det gjorde de på overbevisende manér med en 4-2-sejr mod FC Københavns U17-hold.
Vores U17-talenter kom først på måltavlen i opgøret, hvor Sander Larsen sørgede for 1-0-målet i det 23. minut, mens Ekene Chukwuani udbyggede føringen efter en halv times spil. Det blev også til 3-0 i opgøret kort inden pause, hvor Ekene Chukwuani sørgede for sit andet mål i kampen og de blågule U17-drenge kunne således gå til pause med en komfortabel føring på 3-0 i Derbyet.
Efter pausen skulle vi frem til det 70. minut, før der igen blev rørt ved stillingen i opgøret. Her var det gæsterne, der fik reduceret til 3-1, men syv minutter senere sørgede Malthe Mortensen for, at U17 igen fik en tremålsføring i opgøret med sin scoring til 4-1.
Kort for slutfløjt fik FC København så pyntet på resultatet fra straffesparkspletten med scoringen til 4-2, men sejren kom aldrig i fare for vores U17-mandskab, der kunne tilføje tre point til stillingen i U17 Ligaen.