Rasmussen: Det vigtigste var at komme ud med et andet udtryk

30.04.2025 19:55

Onsdag aften stod vi overfor Silkeborg IF i første semifinaleopgør i Oddset Pokalen på Brøndby Stadion. Her blev det til 3-3, efter vi var bagud hele 3-0 i pausen. 

Anfører Jacob Rasmussen kommer ind på de ting, der var vigtige for holdet at gøre anderledes i anden halvleg af pokalopgøret.

- Vi vidste, at vi skulle ud over stepperne, samtidig med at vi ikke selv skulle blive for sårbare. Vi skulle jagte det første mål og så komme afsted derfra. Det vigtigste for os var egentlig at komme med et andet udtryk. Det så langsomt ud, det var svagt i duellerne.

- Der var mange ting som manglede i første halvleg. Især noget af det, som burde være banalt og give sig selv i fodbold. Vi gjorde det alt for let for Silkeborg i første halvleg og mister bolden på nogle dumme steder, som gør, at de kunne køre nogle omstillinger og score nogle mål. Det får vi så ændret lidt på i anden halvleg, fortæller Jacob Rasmussen.

Det var en udmattende kamp, fortæller anføren, men han er stolt over, at holdet kæmpede til det sidste for et brugbart resultat.

- Man kan godt mærke, at man er træt både fysisk og mentalt, for det var en hård kamp. Men jeg er også stolt af alle, som var en del af kampen i dag, fordi det også er noget af det, jeg føler, vi står for som klub. Det med aldrig at give op, altid blive ved til allersidste sekund og give alt, hvad vi har for hinanden, men også for folk, som tropper op på stadion. Folk møder op talstærkt og giver den gas og støtter os, selvom det ser utroligt sort ud, fortæller Jacob Rasmussen.

Returopgøret spilles på onsdag i næste uge på JYSK Park kl. 18:00, hvor vi skal forsøge at avancere os til pokalfinalen på Brøndby Stadion Kristi himmelfartsdag.