Klubsamarbejdsansvarlig i Brøndby Masterclass får stilling i DBU

22.04.2025 09:30

Christian Sørensen, som er sportslig ansvarlig for samarbejdsklubber og børneudviklingstræner, skifter fra Brøndby IF til DBU i en stilling som Talentudviklingschef U10-U15 pr. 1. august.

Christian Sørensen har været en del af Brøndby Masterclass siden 2014 som fodboldtræner, og har de seneste år haft ansvaret for klubsamarbejdet og den sportslige strategi i Brøndby Masterclass Samarbejdet.

Om den forstående afsked med Brøndby Masterclass fortæller Christian Sørensen:

- Det har været et stort privilegie for mig at være en del af Brøndby IF og det store fællesskab klubben i næsten 11 år. Jeg har oplevet på nærmeste hold den positive udvikling, der har været i Brøndby Masterclass, og hvordan mine dygtige kollegaer hver dag yder en stor indsats.

- Det har været en fornøjelse at være med til at bygge Brøndby Masterclass Samarbejdet op, at udvikle børnefodboldmiljøerne i både Brøndby IF og vores samarbejdsklubber, samt at bidrage regionalt med vores holdninger til børnefodbold. Vores arbejde med børnefodbold har været medvirkende til at Brøndby Masterclass Samarbejdet i dag bliver anerkendt af Fodbolddanmark, og grundlaget for fremtidens arbejde er dermed på plads.

- Jeg ser meget frem til at tiltræde i stillingen som Talentudviklingschef U10-U15 i DBU, hvor arbejdet nu bliver at udvikle børne- og ungdomsfodbold for drenge og piger på nationalt plan i et tæt samarbejde med klubberne, afslutter Christian Sørensen.