Frederik Birk: Vi skaber de chancer, der skal til

18.04.2025 19:33

Fredag aften stod vi over for FC Nordsjælland på Brøndby Stadion, hvor vi skulle forsøge at bygge videre på den fornemme start i Mesterskabsspillet, hvor vi inden opgøret tæller tre sejre i tre kampe.

Det skulle dog ikke blive til den fjerde sejr på stribe, da vi måtte gå fra banen på Brøndby Stadion uden scoringer og dermed en 0-0-kamp.

Cheftræner Frederik Birk godkender præstationen fra holdet, hvor der manglede skarphed på de målchancer, vi kom frem til.

- Jeg synes egentlig præstationen overall er rigtig fin. Vi er fint solide defensivt med de balancer, der skal være, når du møder FC Nordsjælland, og vi får skabt de chancer, der skal til for at vinde kampen. Vi mangler sådan set grundlæggende bare ét mål. 

- Nu har vi haft skarphed i de første tre kampe på lidt færre chancer. Nu har vi så en kamp, hvor vi har flere af dem og ikke får scoret. Det er nu en gang imellem sådan, det er, fortæller Frederik Birk

Clean sheet glæder cheftræneren
Vi havde en debuttant på mål i dag i 19-årige Gavin Beavers, og cheftræneren er glad for det clean sheet, han fik med på vejen. Den defensive indsats for generelt roser med fra Frederik Birk. 

- Jeg glæder mig selvfølgelig over den defensive stabilitet. Det var godt med et clean sheet for Gavin Beavers og en flot kamp fra ham, fordi det, der trods alt var, han skulle tage sig af, det tog han sig fint af, men jeg synes, at vores bagkæde grundlæggende arbejder stenhårdt og forsvarer det godt. 

- Det er lidt tricky mod FC Nordsjælland i vores defensive struktur, fordi de er dygtige til at sætte de der små stikninger ind igennem hjertet og spille hurtigt inde centralt i banen. Det fik de gjort et par gange, men vi fik styr på det og det var stærkt, fortæller Frederik Birk.

Næste opgave er allerede på mandag, hvor vi kl. 16:00 møder Randers FC på Brøndby Stadion.