
Fra trøjen til tribunen - Boozt fortsætter partnerskabet med Brøndby IF med ny 3-årig aftale
08.04.2025 09:00
Boozt har siden 2018 været partner i Brøndby IF, og siden 2020 har de været at finde på Brøndby IF’s trøjer. Nu rykker den skandinaviske e-handelsvirksomhed sit partnerskab fra trøjen til tribunen.
Fra 1. januar 2026 bliver Boozt nemlig ny tribunesponsor for den østlige tribune på Brøndby Stadion - som lige nu er kendt som GSV-tribunen - og det betyder, at den østlige tribune fra 2026 vil bære navnet Boozt Tribunen. Det er derfor samtidig, et farvel til Boozt / Booztlet-logoet på spillertrøjerne.
Boozt har i mange år været en tæt del af Brøndby IF’s rejse med et stærkt engagement og synlighed, og målet er fortsat at udvikle partnerskabet til glæde for tilskuere og fans, hvilket vil betyde flere nye spændende initiativer, hvor Boozt i de kommende måneder vil igangsætte en række større initiativer sammen med Brøndby IF.
En stærk og langsigtet relation
Hermann Haraldsson, CEO & medstifter af Boozt, fortæller om det fortsatte samarbejde:
- Brøndby IF har en helt særlig plads hos Boozt, og vi er glade for at forlænge vores lange engagement med klubben. Vi har været med i tykt og tyndt, fulgt holdet tæt og bakket op gennem både opture og udfordringer. Sammen har vi skabt mange gode stunder for alle i og omkring klubben, og vi ser frem til at fortsætte det stærke samarbejde med klubben, spillerne og de passionerede fans. Der er mange spændende initiativer i støbeskeen, og vi glæder os til at dele endnu flere store øjeblikke.
Som en del af den nye samarbejdsaftale vil Boozt fortsat sælge Brøndby IF's spillertrøjer og fanartikler på Boozt.com.
I Brøndby IF er der ligeledes glæde over det forlængede samarbejde fortæller administrerende direktør Ole Palmå.
- Vi er glade for vores samarbejde med Boozt, og vi er stolte af, at de vælger at løfte partnerskabet fra trøjen til tribunen. At blive sponsor for vores østtribune er et stærkt signal om tillid til det kommercielle og sportslige projekt, vi er i gang med i Brøndby IF. Vores tribuner spiller jo en helt central rolle for vores klub og vores kampdage, og det er et betydningsfuldt sted at være partner.
- Det betyder meget, at Boozt har ønsket at tage netop det rum under vingerne, og det vidner om et langsigtet og engageret partnerskab. Samtidig har de kommercielle aktiveringer, vi har gennemført sammen med Boozt, skabt mærkbar værdi for dem - og det arbejde fortsætter vi med at udvikle, samtidig med at brandingen af Boozt får en mere fysisk tilstedeværelse på Brøndby Stadion.