Brøndby IF og Red Barnet forlænger samarbejdet

24.04.2025 09:00

Brøndby IF, Fanafdelingen og Red Barnet har siden 2022 stået sammen i et stærkt partnerskab med en fælles vision og fokus på at støtte børn og unge i udsatte positioner. 

Det samarbejde forlænges nu til og med 2027 - en forlængelse, der bygger videre på et allerede betydningsfuldt fællesskab, hvor Brøndby IF, Fanafdelingen og klubbens fans indtil videre har indsamlet over 1.650.000 kroner ind til Red Barnets arbejde.

Derudover har samarbejdet gennem årene ikke mindst manifesteret sig i både betydelige og målrettede aktiviteter, der gør en forskel for børn og unge.

Ole Palmå, administrerende direktør i Brøndby IF, glæder sig over det fortsatte samarbejde med Red Barnet. 

- Vi har en værdi i Brøndby IF, som er en hjørnesten i vores fundament som klub, og det er fællesskabet - og det samme har Red Barnet. Det ligger i vores DNA at gøre en forskel og tage ansvar, og det betyder meget for os i Brøndby IF, de frivillige og vores fans, at vi går forrest - og det får vi også mulighed for i samarbejdet med Red Barnet.

- Fællesskabet i og omkring Brøndby IF er unikt og rummer et kolossalt potentiale for positive forandringer. Den energi og enorme vilje til at gøre en forskel for dem, der har brug for det, er vildt inspirerende. I vores samarbejde med Red Barnet kan vi være med til at kanalisere noget af det overskud videre til børn og unge i udsatte positioner - både på Vestegnen, i Danmark og resten af verden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Generalsekretær for Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, og administrerende direktør for Brøndby IF, Ole Palmå, på lægterne på Brøndby Stadion.

Fællesskab gør en forskel
Men fællesskab i Brøndby IF handler ikke kun om spillet på banen eller stemningen på tribunerne. Det handler også om at tage ansvar for omgivelserne og bruge ens stemme og platform til at skabe positive forandringer.

Det har Brøndby IF bl.a. gjort ved at støtte Red Barnets Vestegnens frivillige, sociale aktiviteter og invitere børn, forældre og frivillige på Brøndby Stadion. Samarbejdet har også bidraget til, at børnene har fået gode oplevelser udenfor kridtstregerne, eksempelvis på ferielejre for børn i udsatte positioner og med Stadionløbet 2024.

Og det skaber også glæde hos Red Barnet, at samarbejdet nu forlænges, fortæller Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

- Vi er meget glade for vores samarbejde med Brøndby IF og klubbens fanafdeling. Det bidrager til, at vi kan gøre en forskel for endnu flere børn og unge. At vi kan hjælpe børn ramt af krig og konflikt, og at vi kan give børn, der føler sig ensomme, udenfor eller anderledes, gode oplevelser og en god og værdig plads i forskellige fællesskaber, fortæller generalsekretæren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et værdifuldt match
Partnerskabet mellem Brøndby IF og Red Barnet bygger ikke kun på klubbens strategi og værdier - det har også stærk opbakning fra fansene. 

Fanafdelingen har været en central aktør i samarbejdet siden begyndelsen i 2022 og har gennem både økonomiske bidrag og frivilligt engagement været med til at gøre en konkret forskel for børn og unge i udsatte positioner.

Derfor glæder det formand i Fanafdelingen, Lars B. Petersen, at samarbejdet fortsætter:

- Vi mener, at samarbejdet med Brøndby IF og Red Barnet har en stor værdi - det er nærmest forankret i vores vedtægter i Fanafdelingen. Vi står på skuldrene af 60 års historik, og for folk i og omkring Brøndby IF har klubben altid været forankret i lokalområdet. I Fanafdelingen ser vi det derfor som helt afgørende at engagere sig i det samfund, vi er en del af, men også rækker ud og hjælper andre og får dem med ind i fællesskabet. Derfor ser vi samarbejdet mellem Brøndby IF og Red Barnet som et meningsfyldt match.

Et af de større fælles initiativer mellem Brøndby IF, Red Barnet og Fanafdelingen er dette års Stadionløb, som vender tilbage og afholdes lørdag 23. august, og hvor der stadig er mulighed for tilmelding.

Læs mere om partnerskabet mellem Brøndby IF, Red Barnet og Fanafdelingen her.