Ugeprogram: Sønderjyske venter på Brøndby Stadion
09.09.2024 08:51
Efter en pause med landsholdsfodbold, skal vi i denne uge i aktion i 3F Superligaen igen.
Her skal vi forsøge at rejse os efter Derby-nederlaget, når vi hjemme på Brøndby Stadion tager imod Sønderjyske Fodbold søndag kl. 18:00 i ottende runde af 3F Superligaen.
Kvinderne skal i aktion i både Gjensidige Kvindepokalen og Gjensidige Kvindeligaen i denne uge, og alle vores tre Masterclass-mandskaber skal en tur til Aarhus i løbet af ugen.
Kvinderne
Det blev til en tredjeplads i miniturneringen i Champions League-kvalifikationen i sidste uge, hvor kvinderne desværre tabte semifinalen mod AFC Fiorentina med 1-0, men efterfølgende vandt 2-1 i kampen om tredjepladsen mod ukrainske FC Kolos Kovalivka.
I denne uge tager de blågule kvinder hul på Gjensidige Kvindepokalen, hvor kvinderne træder ind i anden runde. Her møder de Ølstykke FC fra 2. division på udebane onsdag aften kl. 18:30, hvor der skal kæmpes for videre avancement i pokalturneringen.
Der venter ligeledes en kamp i Gjensidige Kvindeligaen i weekenden for kvinderne, der hjemme på Bane 2 skal forsøge at rejse sig efter nederlaget i sidste runde mod FC Nordsjælland. Her møder de Kolding IF lørdag kl. 13:00.
Masterclass
Der venter kampe for vores U19-, U17- og U15-mandskaber fra Brøndby Masterclass i denne uge, der alle skal til Aarhus og møde AGF's ditto.
U19 og U15 tager turen mod Aarhus på lørdag, hvor U19 skal forsøge at revanchere nederlaget mod OB i U19 Ligaen, når de møder aarhusianerne kl. 14:00. U15 skal bygge videre på den fornemme sæsonstart, hvor det er blevet til to sejre på hhv. 5-2 mod Vejle BK og 5-1 mod OB, når de ligeledes møder AGF's U15-hold kl. 14:00.
U17 skal til Aarhus torsdag, hvor de AGF kl. 14:00. U17-talenterne tog ligeledes en flot sejr mod OB senest, hvor de hjemme i Brøndby vandt med 4-1.
Næste hjemmekamp
Søndag gælder det Sønderjyske Fodbold på Brøndby Stadion, hvor opgøret mod sønderjyderne sparkes i gang kl. 18:00.
Her er der vigtige point på spil i 3F Superligaen, og vi får brug for alt den opbakning, vi kan få fra tilskuerrækkerne.